Forfatter møder læserne
Jakob Knudsen fortæller om, hvordan man skruer en krimi sammen
BRØNDERSLEV: Der er tirsdag 22. oktober mulighed for at møde forfatteren Jakob Knudsen på Brønderslev Bibliotek.
Den nordjyske forfatter Jakob Knudsen fortæller, hvordan man ”skruer” en krimi sammen - hvad der har givet ham inspiration til personerne i de to krimier - hvorfor det lige er i Nordjylland bøgerne foregår – hvordan man i det hele taget bygger et plot op og beskriver drabsmændene samt hele temaet i en god kriminalroman.
Man kan også høre Jakob Knudsen fortælle om den fascinationskraft, der ligger i spændings- og krimigenren: hvorfor er det lige, vi har så meget lyst til at læse om brutale mord, intriger og katastrofer?
Undervejs vil publikum blive opfordret med spørgsmål fra forfatteren for at understrege nogle af foredragets pointer.
Jakob Knudsen debuterede i 2010 med den første bog i serien om politikommissær Kristian Swane ”Håbefulde hjerte”, og den anden bog i serien ”Når engle græder blod” udkom i foråret 2013. Tredje bog i serien udkommer næste år.
Jakob Knudsens krimier tager aktuelle temaer op og der er et godt tempo i bøgerne, der på biblioteket har rigtig mange læsere. I ”Håbefulde hjerte” var det et velhavende ægtepar i Hjørring, der bortføres fra deres hjem og senere myrdes brutalt. En morderjagt der viser sig at have rødder tilbage til krigen på Balkan.
I ”Når engle græder blod” cirkler plottet omkring aktuelle emner som social uretfærdighed og bloddoping indenfor cykelsporten.
Jakob Knudsen (f. 1969) er lektor på University College Nordjylland, hvor han har undervist på læreruddannelsen siden 1998. Han er uddannet fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Roskilde Universitet. Jakob Knudsen bor med sin familie i Hjørring, hvor han har boet størstedelen af sit liv.
Arrangør er Brønderslev Bibliotek i samarbejde med AOF. Det koster 75 kroner at deltage - unge er halv pris.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.