Vadum

Forkert brændstof udløser stor regning

Kunde tankede tilsyneladende benzin fra dieselstander i Vadum - Statoil afviser fejl

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 19:21

VADUM: 42 liter formodet diesel - som med stor sandsynlighed var benzin - puttet i tanken på en dieselbil koster måske en bilejer fra Støvring mellem 10.000 og 15.000 kroner.

Det kan blive resultatet, hvis ikke Bjørk Krogshave kan overbevise brændstofselskabet Statoil om, at de har begået en fejl og fyldt benzin i deres dieseltank på deres ubemandede station på Ellehammervej i Vadum.

22. december klokken cirka 8.15 tankede Bjørk Krogshave sin Volvo, der kører på diesel, ved den ubemandede tankstation i Vadum.

Han havde været i Vadum med sine børn, og ville på vejen på arbejde tanke bilen op. Det gjorde han på 1-2-3 tanken på Ellehammervej i Vadum. 42,24 liter brændstof kom der på bilen.

- Så kørte jeg fra Vadum til mit kontor i Aalborg, og efter arbejde kørte jeg fra Aalborg til Vadum for at hente mine børn, der var på besøg i Vadum. Da jeg så ville køre hjemad mod Støvring begyndte bilen at hoppe så underligt og køre rigtig træls. Jeg ringede til mit værksted, som bad mig komme derud med det samme. Men da var det allerede for sent, konstaterer Bjørk Krogshave.

Statoil bekræftede diesel

For at tjekke at det ikke var ham selv, der havde lavet en fejl, kontaktede Bjørk Krogshave Statoil, der ejer 1-2-3 tanken, og de bekræftede, at de via deres datasystemer kunne se, at han havde tanket sin bil fra dieselstanderen på tankstationen.

- Jeg opfordrede dem til at spærre standeren af, hvis der nu skulle være sket en fejl og være kommet benzin i deres tank på stationen. Onsdag over middag kontaktede jeg så mit værksted, og de fortalte mig, at de var i gang med at tømme tanken, fordi der var kommet benzin i bilens tank. Så ringede jeg straks til Statoil igen og spurgte, om de havde fået lukket tanken, for nu havde jeg fået bekræftet, at der var benzin i dieselstanderen, fortæller Bjørk Krogshave.

Det havde selskabet dog ikke. De opfordrede i stedet for nordjyden til at sende en mail til deres kundeservice.

- Heri beskrev jeg, hvad der var foregået, og så fik jeg blot et i mine øjne beskidt svar, om at de kunne se, at jeg ganske rigtigt havde tanket diesel, men at der ikke havde været yderligere fejl, og i øvrigt kunne der slet ikke ske den slags fejl, for de havde installeret et system med en chip, der skulle advare, hvis chaufførerne på deres tankbiler begyndte at fylde det forkerte brændstof på de store tanke på stationen, fortæller Bjørk Krogshave.

Blank afvisning

- Vi har ikke benzin i vores diesel, kan vi konstatere. Vi har ikke haft andre henvendelser, siden vi har påfyldt vores tank søndag 20. december, og da vi har installeret et system, der er styret via en chip, der gør, at man ikke kan komme til at påfylde forkert brændstof på, er det ikke muligt at påfylde forkert i de to tanke, der er. Der er altså ikke tale om, at Statoil har benzin i dieseltanken på Ellehammervej 25 i Vadum, lyder svaret i en mail fra Mads Valhøj Ebdahl, der er Senior Customer Service Representative hos Statoils Kundeservice.

Det svar er Bjørk Krogshave dog ikke tilfreds med, og han var onsdag aften i Vadum for at tage en prøve fra tanken efter råd fra en ven.

- Mit værksted har desuden det brændstof, de lukkede ud af min tank, og det vil blive sendt til analyse, og så får vi forhåbentlig et svar på, hvad der var i tanken på min Volvo, og så går jeg videre med sagen herfra. For alene værkstedsregning, leje af erstatningsbil og en ny tankfuld benzin løber op i mod 15.000 kroner, som jeg mener Statoil bør betale, hvis jeg har ret, siger Bjørk Krogshave.

Han opfordrer i øvrigt andre bilister, der måtte have tanket diesel på Ellehammervej i Vadum de seneste dage, til at holde øje med deres bil og om deres motor reagerer mærkeligt. Hvis der er andre, der har haft problemer med deres bil, vil han meget gerne høre fra dem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden