Formand fortryder ikke Iværksætterpris
Trods kritik for brug af rumænsk arbejdskraft så føler Allan Kastor Andersen at Prime Ocean er værdige modtagere af Iværksætterprisen

Allan Kastor Andersen - formand for Skagen Erhvervsforening - er ked af den kritik, der er fulgt i kølvandet på uddelingen af Iværksætterprisen 2012. Han fortryder dog ikke, at prisen gik til Skagen-virksomheden Prime Ocean.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
FREDERIKSHAVN:Siden Iværksætterprisen 2012 blev givet til Prime Ocean, så er kritikken haglet ned over både virksomheden og over Frederikshavn Erhvervsråd, der uddelte prisen.
Én af dem, som kritikken har bidt på, er Allan Kastor Andersen, formand for Skagen Erhvervsforening. Han var med til at indstille virksomheden
Stof til eftertanke
- Det har da givet stof til eftertanke, at det, som vi synes er en virksomhed med flot vækst, i stedet har udløst så meget kritik.
Problemet med virksomheden Prime Ocean er, at stort set alle medarbejdere er rumænere, og det fik i søndagens udgave af NORDJYSKE Morten Dahlberg - formand for 3F i Frederikshavn - til at sige følgende:
- Erhvervsrådet fremhæver en virksomhed som det gode eksempel. En virksomhed, der stort set udelukkende beskæftiger rumænsk arbejdskraft. Det har jeg altså svært ved at forstå.
De hårde ord fra Morten Dahlberg har gjort indtryk på Allan Kastor Andersen.
- Morten Dahlberg skal selvfølgelig arbejde for sine medlemmer, men jeg er da lidt ærgerlig over, at det bliver modtaget på den her måde.
- Vores mening med prisen var at synliggøre nogle positive ting i vores lokalområde, og så bliver det hele egentlig lidt negativt, konstaterer Allan Kastor Andersen.
Tror på ordnede forhold
Allan Kastor Andersen føler sig ikke - trods kritikken - utryg ved Prime Oceans måde at drive forretning på.
- Jeg har da den antagelse, at personalet er ansat efter overenskomstmæssige vilkår.
Ifølge NORDJYSKEs oplysninger er 47 ud af 51 ansatte fra Rumænien. Den sammensætning fik Morten Dahlberg til at undre sig:
- Inden for 3F er ledigheden for øjeblikket 14 procent, så der er ikke just mangel på kvalificeret, dansk arbejdskraft i Vendsyssel. Men Prime Ocean må jo have et andet incitament til at vælge at ansætte rumænere i stedet for de mange ledige lokale, sagde Morten Dahlberg i søndags til NORDJYSKE.
Heller ikke det argument bider dog på Allan Kastor Andersen.
- De betaler jo mindstelønnen, så hvis der kommer en skagbo, der ville arbejde der, så tror jeg da også, at han ville kunne få job.
Holder fast i udmærkelse
Allan Kastor Andersen ville selvfølgelig helst have været kritikken foruden - alligevel holder han dog fast i udmærkelsen af Prime Ocean.
- Jeg har ikke fortrudt det, for jeg mener stadig, at de lever op til de kriterier, der ligger til grund for prisen.
- Vi kan jo konstatere, at det er en virksomhed, der ser ud til at have succes. Og så har det for os ikke handlet så meget om antallet af arbejdspladser.
- Vores formål med denne her prisuddeling er at fortælle de positive historier, og vi synes at Prime Ocean bidrager med produktion og vækst i lokalområdet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.