Dorf

Fornem julekoncert i Dorf

Koncert med Jens Elvekjær

Pianisten Jens Elvekjær giver den 20. december koncert i Dorf gamle Skole. Privatfoto
Pianisten Jens Elvekjær giver den 20. december koncert i Dorf gamle Skole. Privatfoto Privat

DORF: Den årlige julekoncert i Dorf gl. Skole søndag 20. december er med pianisten Jens Elvekjær ved flygelet. Han har opnået berømmelse ikke kun i hjemlandet, men også i mange andre lande som solist og som kammermusiker i Trio con Brio Copenhagen. Denne store musiker er en af de mest roste udøvere i ind- og udland for sin tekniske formåen og for sin dybe forståelse for musikkens væsen og for evnen til at videreformidle værkerne til publikum. Helt fra han vendte hjem efter uddannelse i bl.a. Wien, har han været gæst i den gamle skole ved Jyske Aas enten som solist eller sammen med andre musikere, og Ragnhild Kjølberg lægger ikke skjul på, at hun er stolt over at kunne invitere musikelskere i Nordjylland til en stor koncertoplevelse med den første sonate af Alban Berg, Beethovens uforlignelige Appassionata og Schumanns Kreisleriana på programmet.

- Jens Elvekjær kommer lige fra en koncert i Hanoi, og jeg håber på en uproblematisk rejse og ingen sneproblemer i Danmark, fortæller Ragnhild Kjølberg.

Som sædvanlig begynder julekoncerten kl. 16, og det anbefales at reservere plads på forhånd.

Gå til relaterede emner

Forsiden