Handl jysk - ikke tysk: Støt din lokale købmand

Med grænseåbningen mod Tyskland er det igen muligt at gå i gang med folkesporten med at slæbe øl, vin, sodavand, slik og tobak hjem. Men lad hellere være...

Chefredaktør Jens Peter Svarrer <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chefredaktør Jens Peter Svarrer Foto: Lars Pauli

Tyskland er et vigtigt land for os.

Danske virksomheder eksporterede sidste år for godt 155 mia. kr. til Tyskland (kun overgået af eksporten til USA), og tyske turister lægger årligt et milliardbeløb her i landet. Og så kan det naturligvis noteres, at det i dag kan fejres, at det er 100 år siden, at genforeningen i grænselandet faldt på plads på relativ fornuftig og fredelig vis.

Nu er grænsen mellem Danmark og Tyskland atter åben, og handel og turister kan lettere flyde begge veje ovenpå en opbremsning som følge af corona-epidemien, hvilket er positivt.

I den forbindelse kan dog også noteres, at en dansk folkesport med tysk medspil er fløjtet i gang - men det er så sandelig ikke en sund idrætsgren, der er tale om. Det handler nemlig om grænsehandel.

Undersøgelser viser, at hver anden danske husstand årligt tager mindst én tur over grænsen for at handle. Det er primært vin, spiritus, øl, sodavand, tobak, slik og chokolade, der hældes i bagagerummet eller traileren.

Årligt (2017-tal) lægges der omkring 3,5 mia. kr. alene til disse nydelsesmidler i butikkerne på den anden side af grænsen. Det er købmændene dér sandsynligvis godt tilfredse med, men ret beset: Vi burde lade være og i stedet handle lokalt.

For det første er der selve økonomien. Købmænd og supermarkeder i vores nærområder går glip af handlen, og det kan presse deres indtjening og dermed eksistens og evne til at give noget tilbage til lokalsamfundene i form af gode tilbud og eksempelvis sponsorater til det lokale idræts- og foreningsliv.

Derudover mister statskassen milliarder i indtægter via moms og afgifter - årligt (2017-tal) ligger det tab på mere end to mia. kr. Og det er altså den kasse, vi skal finde penge til blandt andet sundhed, uddannelse, veje, ældreomsorg mm.

For det andet er der selve sundheden. Med garagen fyldt med dåseøl og sodavand og slik i kilovis i skuffer og skabe skal der en ualmindelig stærk selvdisciplin til at ikke at hæve forbruget. Og da over halvdelen af os i dag er overvægtige, er det næppe fornuftigt at have fristelser i hobetal i huset - hvad der også i sidste ende risikerer at komme til at belaste sundhedsvæsenet.

For det tredje er det miljø og klima. Bare fra Aalborg til grænsen er der rundt regnet 600 km tur/retur, hvad der rask væk kan koste 40 liter brændstof og deraf følgende CO2-belastning - bare for at hente hygge.

Så lad os lade være med at tage på langfart for at spare nogle håndører (når transport og tid er trukket fra) og i stedet støtte op om vores egne købmænd og supermarkeder - og dermed i sidste ende vores egen velfærd. Det er på alle leder og kanter sund fornuft.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.