Forsker: Rusland vil undgå politisk omvæltning i Kasakhstan
Rusland har interesse i at forhindre politisk forandring i Kasakhstan, siger forsker om indrykning af styrker.
Når en russisk-ledet militæralliance torsdag har sendt tropper til Kasakhstan for at hjælpe med at stoppe igangværende uroligheder, så kan det være, fordi Rusland har en interesse i at undgå politiske omvæltninger i landet.
Det siger Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).
- Rusland har en interesse i at fastholde sin kontrol med dele af det her post-sovjetiske rum, og de er jo i militæralliance med Kasakhstan, så det er på den baggrund, at tropperne kommer, siger han.
Store prisstigninger på brændstof har fået demonstrationer til at brede sig i Kasakhstan, der var en del af det tidligere Sovjetunionen, og som ligger syd for Rusland.
Onsdag faldt regeringen på grund af urolighederne. Og torsdag melder politiet i landets største by, Almaty, at både demonstranter og politi er blevet dræbt i sammenstød.
Situationen beskrives som den største udfordring mod det autoritære styre i Kasakhstan i årtier.
Flemming Splidsboel Hansen siger, at selv om demonstrationerne tager afsæt i en protest mod stigende priser på brændstof, så bunder det også i mange års indestængt frustration i en del af befolkningen over systemet.
- Det er et autoritært styre, der både er korrupt og nepotistisk, og som har styret landet gennem mange år. Det er en indestængt frustration, som nu kommer til udtryk, og som vi ser i gaderne i Kasakhstan, siger han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.