Forsker: Rusland vil undgå politisk omvæltning i Kasakhstan

Rusland har interesse i at forhindre politisk forandring i Kasakhstan, siger forsker om indrykning af styrker.

Når en russisk-ledet militæralliance torsdag har sendt soldater til Kasakhstan for at hjælpe med at stoppe igangværende uroligheder, så skyldes det, at Rusland har en interesse i at undgå politiske omvæltninger i landet.

Det siger Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Rusland har en interesse i at fastholde sin kontrol med dele af det her post-sovjetiske rum, og de er jo i militæralliance med Kasakhstan, så det er på den baggrund, at tropperne kommer, siger han.

Store prisstigninger på brændstof har fået demonstrationer til at brede sig i Kasakhstan, der var en del af det tidligere Sovjetunionen, og som ligger syd for Rusland.

Onsdag faldt regeringen på grund af urolighederne. Og torsdag melder politiet i landets største by, Almaty, at både demonstranter og politi er døde efter sammenstød.

Urolighederne har fået landets præsident, Kasym-Jomart Tokajey, til at bede sine naboer om hjælp. Det er på den baggrund, at soldater er indsat.

Tropperne er en del af den kollektive sikkerhedspagt. Det er en militæralliance mellem Rusland og lande i Østeuropa.

Situationen i Kasakhstan er blevet beskrevet som den største udfordring mod det autoritære styre i årtier.

Flemming Splidsboel Hansen siger, at selv om demonstrationerne tager afsæt i en protest mod stigende priser på brændstof, så bunder det også i mange års indestængt frustration i en del af befolkningen over systemet.

- Det er et autoritært styre, der både er korrupt og nepotistisk, og som har styret landet gennem mange år. Det er en indestængt frustration, som nu kommer til udtryk, og som vi ser i gaderne i Kasakhstan, siger han.

Og det er netop det, som bekymrer den russiske regering, tilføjer seniorforskeren.

- En del af den politiske debat i Rusland er centreret om politisk stabilitet og nødvendigheden af stabilitet og forudsigelighed.

- Det vil sige, at Rusland er meget opsat på at forhindre pludselige politiske forandringer - også i nogle af de lande, som er tæt på Rusland.

- Så man vil gerne gå ind og støtte og fastholde den magt, der er i Kasakhstan. Men samtidig er der i Rusland en bekymring for, at det kan få konsekvenser også for Rusland selv.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.