Ungdomsuddannelser

Forsmag på arbejdsmarkedet

Unge fra Produktionsskolen Unge- center Jammerbugt er fast tilknyttet en børnehave og et plejehjem

Børn fra Cannerslundvejens Børnehave sang for de ældre på Pandrup Plejecenter.
Børn fra Cannerslundvejens Børnehave sang for de ældre på Pandrup Plejecenter. Lars Pauli

PANDRUP: Det kan være svært at forestille sig, hvad det vil sige at arbejde i en børnehave eller på et plejehjem, når man er ung og ikke har været ude på arbejdsmarkedet endnu.

For otte unge er det imidlertid blevet lidt mere klart de sidste måneder. Eleverne, der går på Produktionsskolen Unge Center Jammerbugts linje ”Pædagogik og omsorg,” er nemlig en del af en besøgsordning, hvor de er besøgsvenner på Pandrup Plejecenter og Cannerslundvejens Børnehave.

Her indgår de cirka hver tredje uge i børnehavens hverdag og er sammen med børnene, ligesom de laver forskellige arrangementer for de ældre i form af sang, banko, gåture og lignende.

Formålet med at kombinere teori og praksis, er at klargøre eleverne til en eventuel uddannelse indenfor pleje eller pædagogik.

Bevidsthed om pleje

Torsdag kunne eleverne så vise, at de har styr på at underholde både børn og ældre på én gang.

Godt 40 børn besøgte plejehjemmet, hvor de sang julesange. Belønningen var en stor muffin med glasur på toppen, som eleverne fra produktionsskolen delte ud. Inden da havde julemanden, der også har sin faste gang på produktionsskolen, hygget lidt om børn og ældre.

- Besøgsordningen fungerer sådan, at de unge mennesker kommer ud og prøver kræfter med forskellige arbejdsområder indenfor pleje og det pædagogiske område. De unge får bevidsthed om det at give andre omsorg, og det har også den fordel, at de aflaster personalet, mens de er på besøg, siger Jeannette Carøe Aarestrup fra Produktionsskolen.

Ældre har humor

18-årige Michelle Joel Jørgensen er besøgsven i Cannerslundvejens Børnehave, og det er hun så glad for, at hun ikke er i tvivl om, at hun gerne vil læse til pædagog, fortæller hun.

- Jeg elsker at arbejde med børn. Deres logik er så sjov, siger hun smilende.

Henrik Holm på 19 år er en af de fire unge, der er besøgsvenner på Pandrup Plejecenter. Han overvejer et fremtidigt job på et plejehjem.

- Det er hyggeligt at komme tæt på de ældre mennesker, men vi lærer også noget om, hvordan de ældre har det - og de har det faktisk bedre end jeg troede. Jeg kan også godt lide, at de ældre lyser sådan op, når vi kommer og så har de meget humor, siger han.

De ældre bliver gladere

Elin Gjerløv, der er leder af Pandrup Plejecenter, ser gerne, ordningen fortsætter.

- Vi kan jo se, at de ældre bliver gladere. Jeg er ikke i tvivl om, at det er meget givende for alle parter, når flere generationer mødes, siger hun.

Pia Frisk fra Cannerslundvejens Børnehave hilser også ordningen velkommen.

- Det har været supergodt, og det er tydeligt, at de unge har lyst til at have med børn at gøre. Men de er også en hjælp for os, for når de er i børnehaven, kan vi koncentrere os om at observere. Vi vil helt sikkert også være med en anden gang, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden