Skolevæsen

Forstander på efterskole ærgerlig over fund af hash

To tidligere elever på Ranum Efterskole blev smidt ud fra Nibe Festival

Efterskole, forældre og elever stiftede foreningen Ranum Efterskoles Venner, som har stået for at organisere indsatsen på Nibe Festivalen i tæt samarbejde med festivalledelsen. Foto: Grete Dahl
Efterskole, forældre og elever stiftede foreningen Ranum Efterskoles Venner, som har stået for at organisere indsatsen på Nibe Festivalen i tæt samarbejde med festivalledelsen. Foto: Grete Dahl

Opdateret kl. 13:30

NIBE: Skoleåret på Ranum Efterskole er for længst forbi, men mandag måtte forstander Olav Storm Johannsen forholde sig til, at to tidligere elever var i besiddelse af hash på Nibe Festival.

- Jeg er utrolig ærgerlig over, at to tidligere elever ødelægger opholdet på Nibe Festival for de andre og dette initiativ, siger Olav Storm Johannsen.

Ranum Efterskole støttede nemlig i år et initiativ, der skulle sikre elever og forældre en god oplevelse på Nibe Festival under sloganet ”Mere fest og mindre druk”.

Initiativet blev lanceret som resultat af et samarbejde mellem Nibe Festivals ledelse og Ranum Efterskoles Venner, som er en forening stiftet af efterskole, elever og forældre.

Otte personer blev bortvist

Ranum Efterskoles Venner stod blandt andet for et fælles telt, hvor eleverne kunne købe kaffe og morgenmad, og teltet var bemandet med forældre døgnet rundt.

Teltet fik en central placering på festivalen, og det var også åbent for elever fra andre efterskoler.

På trods af gode hensigter var der elever, som trådte ved siden af.

- Vi har fået oplyst, at en tidligere elev ved Ranum Efterskole blev stoppet i indgangen og fulgt til sit telt af politiet. Elevens og naboens telt blev ransaget, og politiet fandt en mindre mængde hash. De otte elever, som boede i de to telte, fik alle klippet deres armbånd og blev bortvist fra festivalen, fortæller Olav Storm Johannsen.

Ranum Efterskole tager ansvar

Festivalleder, Peter Møller Madsen, vil ikke kommentere på den konkrete sag, men han har været glad for samarbejdet Ranum Efterskoles Venner.

- Episoden fordømmer ikke det arbejde, som er lavet i den bedste mening, siger Peter Møller Madsen.

- Vi har haft en udvidet og meget positiv kontakt til Ranum Efterskole, som har været meget ansvarstagende i forhold til, at de unge skulle få en god oplevelse på festivalen, siger Peter Møller Madsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden