Forsumpet forretningsmiljø?
Da Hafnia-koncernen for en del år siden gik konkurs afsløredes et forsumpet forretningsmiljø med ulovligheder, snyd og bedrag i alle retninger.

Prime Oceans direktør har lejet boliger af Boligforeningen Nordlys og videreudlejet til rumænerne. Arkivfoto: Peter Broen
Det bringer tankerne hen på, hvad der åbenbart foregår i Prime Ocean. Skandalen udvikler sig stadig og stiller mange spørgsmål. Er der opkrævet returkommision for at rumænerne kan få arbejde? Så vidt jeg ved, er returkommission strafbart. Hvor er anklagemyndigheden i Nordjylland? Returkommissionen bliver jo helt klar ikke opgivet til Skat. Hvor er Skat i denne sag? Virksomheden bryder jo helt klart Dansk Industri overenskomst. Hvor er Dansk Industri i sagen, hvorfor har man ikke ekskluderet virksomheden? Prime Oceans direktør har lejet boliger fra Boligforeningen Nordlys og videreudlejet til rumænere med fortjeneste. Sagen lugter, Hvorfor har Frederikshavn kommune ikke indgivet politianmelselse mod boligforeningens formand Tonny Hansen? Skulle boligforeningen ikke se sig om efter en ny formand? Vil boligforeningens bestyrelse og medlemmer acceptere, at noget sådan foregår? Frederikshavn Erhvervsråd har præmieret virksomheden. Hvorfor har man ikke trukket præmieringen tilbage, eller hvis det ikke var muligt i kraftige vendinger taget afstand fra virksomhedens metoder? Meget ofte er det sådan, at når forholdene på et område er forsumpet, gælder det hele virksomheden, og det rejser spørgsmålet, om virksomheden ikke har kraftigt behov for besøg fra flere myndigheder. Bliver der også snydt med arbejdstilladelser, mon ikke et besøg fra Politi og Arbejdstilsyn var nyttigt? Bliver der snydt med boligsikring, mon ikke et eftersyn fra Frederikshavn kommune var nyttigt? Er der orden på fødevaresikkerhed, mon ikke et besøg fra fødevarekontrollen var nyttigt? Bliver moms og skat afregnet korrekt, mon ikke skat skulle tage et check? Hvordan udnyttes dagpengereglerne ved råvaremangel, mon ikke der også her var brug for et check? Hvor er landspolitikerne i denne meget alvorlige sag, for eksempel Bjarne Laustsen, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og Socialdemokraterne, som tankeløst har gået med til at ophæve Østaftalen, til stor skade for den almindelige menige danske arbejdskraft? Alle forholdene omkring Prime Ocean tyder på, at der har været et forsumpet forretningsmiljø. Hvad er det i grunden for nogen mennesker, der driver denne virksomhed og skruppelløst har søgt at udnytte den rumænske arbejdskraft, hvilket har kostet det danske samfund rigtig mange penge? Der er kraftigt behov for, at landspolitikerne gennemser og korrigerer reglerne for udlændinges arbejde i Danmark. Hvis ikke myndighederne skrider ind meget kraftigt, danner Prime Ocean skole for en social dumping, som i sidste ende betyder farvel til det danske velfærdssamfund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.