Retspleje

Forsvarere efterlyser beviser

Enige om at anklageren går efter for høje straffe

Arkivfoto: Lars Pauli
Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret 17. maj 2013 kl. 08:18

AALBORG: Forsvarerne for de fem nordjyder, der er tiltalt for dankortbedrageri i millionklassen, var enige i deres procedurer torsdag i byretten i Aalborg.

Anklagemyndigheden har ikke ført bevis for bedrageri for cirka 5,6 millioner kroner ved brug af stjålne dankort samt brug af både reelle butikker og til lejligheden oprettede firmaer.

De var også enige om, at anklagerens krav om fængsel fra et til 3,5 år er langt fra retspraksis og pegede på, at der i bedragerisager benyttes domme med kombination af betinget og ubetinget straf.

Udpeget som bagmand

Henrik Garlik er forsvarer for den 26-årige butiksejer fra Aalborg.

- Jeg er rystet over, han er udpeget som bagmand og til at have med narko at gøre, sagde forsvareren og understregede, at klienten ikke havde solgt narko til et af vidnerne i sagen, som procederet af anklageren.

Dog erkender den 26-årige at have fremskaffet to konti, hvortil der blev overført i alt 520.000 kroner, men det er hæleri, mener forsvareren.

51 guldbarrer

En 33-årig førtidspensionist er sammen med endnu en 33-årig mand tiltalt for at hæve 1,7 millioner kroner på et stjålet dankort og købe 51 guldbarrer for pengene.

De tiltaltes forklaring er, at de skulle købe guldet til en klient, som også fik guldbarrerne efter handlen med et firma i København.

Men førtidspensionisten vidste ikke, at der blev købt for stjålne penge, sagde forsvareren, Niels Christian Strauss og forklarede, hvorfor de tiltaltes kunde ikke bare selv købte guldet.

- Kunden havde ikke rent mel i posen og skubbede derfor andre ind foran sig.

Gik tilbage for at klage

Den anden 33-årige mand handlede også i god tro, mener forsvarer Torben Voss.

- Han bliver under handlen snydt, da han køber en guldmønt til sig selv og vender derfor tilbage til guldhandleren for at brokke sig. Det ville han nok ikke have gjort, hvis han havde kendt til bedrageriet, sagde forsvareren.

Forsvarer for den 30-årige mand fra Frederikshavn, Jens Veien Saabo, gik i kødet på en vidneforklaring, da han mente, den var eneste bevis mod hans klient.

Vidne skiftede forklaring

Forsvareren henviste til, at vidnet havde skiftet forklaring tre gange

Den sidste tiltalte - en 25-årig forretningsdrivende fra Nørresundby. Fra hans firmas IP-adresse er der to gange via netbank forsøgt at koble sig på et fup-firmaernes konti.

- Men alle i forretningen havde adgang til computer og koder. Desuden blev der også fra andre steder locket på kontoen, sagde forsvareren.

Der afsiges dom i sagen tirsdag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden