Forsvaret havde oppet sig
Aalborg Håndbold fik tiltrængt sejr inden vigtig CL-kamp
RINGSTED: Med to nederlag på udebane på stribe i henholdsvis ligaen og Champions League havde Aalborg Håndbold brug for en sejr i onsdagens udekamp mod TMS RIngsted.
Og den kom i hus med cifrene 27-24, og spænding blev der aldrig, da TMS første i de sidste minutter fik lov til at pynte lidt på resultatet.
- Frem for alt var det en helt anderledes koncentreret indsats, end den vi så i Nordsjælland for en uge siden. Forsvaret var langt bedre på plads, og Richard Kappelin stod en rigtig god første halvleg i målet. Så på den måde var det klart det mest opløftende, siger direktør Jan Larsen.
Skadessituationen fortsætter dog med at plage klubben. Svenske Johan Jakobsson måtte melde pas i sidste øjeblik, og der var også tvivl om Mads Mensah, der dog blev klar og bombede otte scoringer hjem.
Endelig måtte stregspilleren Jacob Bagersted udgå med en dyb flænge i panden og måtte efter kampen køres en tur på skadestuen.