Lægevagten fortsat lukket: Borgere må køre langt efter hjælp

Det er fortsat uvist, om lægevagten vender tilbage til Brønderslev

Kristian Gull Pedersen
Lægevagten havde tidligere træffested på Brønderslev Sygehus, men det er fortsat uvist, om lægevagten vender tilbage til byen. Arkivfoto: Peter Mørk
Lægevagt 30. september 2018 15:58

BRØNDERSLEV: Brønderslev har ikke haft et træffested for lægevagten, siden lægevagten lukkede på Brønderslev Sygehus 1. juni 2017.

Lægevagten lukkede pludseligt, da der var akut lægemangel, og borgerne er siden blevet henvist til lægevagten i Aalborg eller Hjørring.

Ansvaret for lægevagten er ikke hos kommunen, men hos Region Nordjylland og Praktiserende Lægers Organisation, PLO, og det er her, sagen stadigvæk er fanget over et år efter lukningen i Brønderslev.

- Som det står til lige nu, så er lægevagten fortsat midlertidigt lukket. Det er efter en disponering internt i PLO og regionen, og de er stadigvæk uenige i, hvordan vagtlægeordningen skal prioriteres. Det beror på forhandlinger om ny vagtlægeordning, og vi ved ikke, hvordan det ender, siger Martin Bech (V), formand for social- og sundhedsudvalget.

Lægerne kører fortsat ud til borgerne, men han mener godt, der kunne være bedre vilkår for borgerne.

- Lægerne vil jo sige, at de forsøger at køre mere ud. Men færre og færre deltager i vagtlægeordningen, og problemet adresseres med flere sundhedsklinikker, siger Martin Bech og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at det er ubelejligt for eksempelvis enlige forældre, at man er nødt til at læsse børn ind i en bil og køre til Aalborg eller Hjørring for at besøge en vagtlæge.

Martin Bech håber på, at der bliver fundet en løsning, så Brønderslev igen kan have træffested for lægevagten.

- Vi afventer forhandlingerne og forventer, at embedsmændene kæmper for at opretholde serviceniveauet, siger Martin Bech.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...