Fortuna Hjørring klar til finalen
Fortuna Hjørring måtte nøjes med et remis mod OB, men vendelboerne er alligevel klar til årets pokalfinale
Opdateret kl. 18:28
HJØRRING: Mandag eftermiddag spillede Fortuna Hjørring sig videre til årets pokalfinale. Den anden semifinale mod OB endte 1-1, men fynboerne havde tabt det første opgør med 1-2 på eget græs, og vendelboerne avancerer således med en samlet sejr på 3-2.
Fra første fløjt blev opgøret præget af en strid vind, der især gav Fortuna-spillerne svære arbejdsbetingelser. Ikke desto mindre fik Fortuna Hjørring spillet sig frem til enkelte muligheder i indledningen, hvor gæsterne dog også kom frem til halve chancer efter sløset forsvarsspil fra henholdsvis Luna Gewitz og Tamires.
Halvlegens første store målchance opstod efter 23 minutters spil, hvor Nevena Damjanovic forsøgte at cleare bolden med et hovedstød. Kuglen blev dog fanget i modvinden og endte foran Fortuna-feltet, hvor gæsternes Sofie Skallerup fik et godt træf på bolden, der kyssede overliggeren og gik ud til et målspark.
Fem minutter senere var fynboerne igen tæt på, da et hovedstød sejlede lige forbi Fortuna-målet, og derfor var det heller ikke helt ufortjent, at gæsterne tog føringen i det 29. minut, hvor Annika Hansen udnyttede medvinden på fornemste vis. Med et dommedagshug midt på Fortunas banehalvdel blev bolden uimodståeligt hamret op under overliggeren og i mål - uden chance for Cecilie Breil Kramer, der sprællede forgæves på stregen.
Mod halvlegens slutning kom værterne frem til gode indlæg i begge sider, hvor Frederikke Thøgersen og Tamires viste fin teknik, men Fortuna-spillerne savnede den sidste skarphed i boksen, og vendelboerne var derfor nede med 0-1 efter de første 45 minutter.
Efter pausen havde hjemmeholdet svært ved at udnytte medvinden til at skabe noget i offensiven, og der var åbenlyse mangler i vendelboernes spil. Først i det 71. minut fik Florentina Olar chancen, da hun blev spillet helt fri af Chi Chi Igbo i OB-feltet, men en svag afslutning gik lige forbi gæsternes mål.
I det 83. minut var indskiftede Signe Bruun, der gjorde comeback efter en lang skadespause, tæt på at udligne til 1-1, men OB-keeperen fik snuppet bolden lige foran fødderne på Fortuna-spilleren, der var lige ved at nå frem til et indlæg fra Tamires ved forreste stolpe.
Hovedparten af de 208 tilskuere på Bredbånd Nord Arena i Hjørring kunne dog alligevel ånde lettet op i det 93. minut, hvor Signe Bruun scorede til 1-1 efter flot forarbejde fra Chi Chi Igbo. Udligningen dræbte den sidste spænding, og vendelboerne er dermed klar til finalen, hvor Brøndby IF venter.