Forudsigelig fuglekrig
Frederikshavn White Hawks var klasser over Herlev Eagles, der blev ydmyget i Scanel Hockey Arena
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:36
FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks var storfavoritter i tirsdagens hjemmekamp mod Herlev Eagles, og bundproppen blev planmæssigt besejret med 11-2 i Scanel Hockey Arena.
Der var således blot spillet to minutter og fire sekunders ishockey, da Mads Larsen åbnede scoringen for hjemmeholdet. Backen blev spillet helt fri i et tålmodigt powerplay, og han sendte på sikker vis pucken i nettet.
Fire minutter senere fik tilbagevendte Mathias Bau Hansen muligheden for at fordoble føringen. Først forsøgte forwarden sig i en kontra efter lynhurtigt bandespil, men afslutningen blev afværget af gæsternes keeper.
Umiddelbart efter fik Mathias Bau Hansen to store chancer tæt under mål, og i andet forsøg fik den tårnhøje forward sendt pucken i mål til 2-0.
Med godt otte minutter tilbage af første periode blev det også 3-0 til White Hawks, da Tim Kunes forsøgte sig fra distancen. Skuddet fra amerikaneren blev snittet af gæsternes Daniel Villadsen, og pucken snød derfor Herlev-målmanden.
Metal Ligaens bundhold viste efterfølgende tænder, da en afslutning kyssede overliggeren, og i tiden 14.30 blev høgenes føring så reduceret til 3-1. Der opstod forvirring foran Christian Larsens mål, og Annti Hölli fik først øje på pucken, der let blev skubbet ind over stregen.
Et halvt minut senere måtte Mathias Bau Hansen tage en udvisning for at forhindre endnu en reducering fra gæsterne, der pludselig havde frit løb mod mål. Den farlige situation blev dog afværget i tide, og stillingen var fortsat 3-1 efter første periode.
Frederikshavnerne fik flere store muligheder for at udbygge føringen i begyndelsen af anden periode, men ind ville pucken ikke.
Herlev kom også frem til fine chancer, og gæsterne var sågar tæt på at reducere i undertal, da en afslutning ved bagerste stang prellede af på stolpen.
Det vækkede tilsyneladende hjemmeholdet, der hurtigt fik en lignende mulighed i den modsatte ende, hvor Adam Miller sikkert gjorde det til 4-1.
Adam Miller var også manden med målet til 5-1 i tiden 30.29, hvor amerikaneren igen var på pletten tæt under mål.
Whiet Hawks var giftige i denne periode af kampen, og 70 sekunder senere kunne Thomas Søndergaard, der havde iført sig trøje nummer 33, sikkert trykke pucken i nettet til 6-1.
Fem minutter før periodens udløb blev det også 7-1 til Frederikshavn White Hawks, og igen var det Thomas Søndergaard, der kunne hjælpe pucken det sidste stykke i mål.
Gæsterne fik pyntet lidt på det hele 43 sekunder senere, hvor Annti Hölli viste kynisme i en kontra, men glæden var kort. Et minut senere gjorde Sebastian Svendsen det således til 8-2, og hjemmepublikummet i Scanel Hockey Arena lagde ikke skjul på, at det var ren legestue på isen.
Der skulle igen blot gå et minut, inden White Hawks atter slog til. Denne gang udnyttede Mathias Bau Hansen forarbejdet fra Colin Vock, og der stod således 9-2 på måltavlen efter de første 40 minutter.
Det store spørgsmål inden tredje periode var naturligvis, om høgene ville holde kadencen i de sidste 20 minutter, men det blev ikke helt tilfældet.
Hjemmeholdet startede ellers med at være to mand i overtal, men det var ikke nok til at udbygge føringen yderligere.
Midtvejs i perioden blev gæsternes Kristian Frederik Bruun sendt tidligt i bad for en cross-checking i egen zone, der udløste matchstraf.
Med syv minutter tilbage af kampen blev ydmygelsen total, da Mads Larsen scorede til de uhørte cifre 10-2, og tre minutter før tid viste Christian Chapman stor skudstyrke og præcision, da han kanonerede pucken ind i det ene målhjørne til slutresultatet 11-2.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.