Forvandlingskugler
Sæsonens første kampe har givet sikre sejre til håndboldmænd
FREDERIKSHAVN: Med en nærmest forvandlet trup har FfI Håndbold ændret sidste sæsons bundplacering i 2. division for mænd til en plads helt i top efter sæsonens to første kampe, der begge har givet solide sejre.
Senest blev Viborg HK besejret på egen bane med hele 29-19 efter en føring på 12-10 ved pausen.
FfI kom hurtigt i front med 3-1, men hjemmeholdet fulgte godt med, og kun stærkt spil i målet af Kristian Hedegaard forhindrede Viborg i at komme foran.
Midtvejs i halvlegen førte FfI 7-5, og i resten af halvlegen fulgtes de to hold ad til en pauseføring på 12-10 til FfI.
I anden halvleg blev ffI’s forsvar markant bedre, og det gav en del kontraløb med efterfølgende scoringer.
Samtidig fortsatte angrebet det fornuftige spil fra de sidste ti minutter af første halvleg, og spillerne lykkedes fint med at finde løsninger mod hjemmeholdets forsvar.
Skarp efter pausen
Især Sebastian Andersen var skarp som skytte i anden halvleg, udelukkende fordi medspillerne forstod at sætte ham godt op.
Kampen endte med en sikker 29-19 sejr til FfI, og det resultat var man meget tilfredse med hos frederikshavnerne.
- Vi er meget tilfredse med resultatet. Vi lykkedes med nogle ting i dag, men der er stadig plads til forbedringer, siger FfI’s cheftræner Thomas Rømer.
- I første halvleg havde vi nogle udfordringer i forsvaret, men det fik vi korrigeret, og i angrebet bliver det bedre og bedre, og spillerne var gode til at finde løsninger mod Viborgs forsvar.
- Det nye hold har på rekordtid fundet hinandens roller på holdet, så det ser rigtig fint ud, siger Thomas Rømer.
Om små to uger mødes FfI og Hjallerup IF i et spændende og interessant topopgør i Idrætshallen i Frederikshavn, og FfI-træneren håber på mange tilskuere til det opgør.
I kampen i Viborg scorede Sebastian Andersen 8, Mark Møller 5, Casper Holmen 4, Niels Sørensen 4, Mads B. Thomsen 3, Anders Nielsen 2, Nicolai Leth Klinge 2 og Jeppe Green 1.