Forvirret: Det betyder kulturbroskiltet
Det kan være svært at gennemskue, hvad skiltene ved den nye kulturbro betyder, så det har vi undersøgt
Opdateret 04. marts 2017 kl. 10:14
Aalborg: En bruger sendte et billede af de nye skilte ved Kulturbroen i Aalborg, fordi han var forvirret over, hvad de betyder. På redaktionen forsøgte vi også at gennemskue skiltet, men ingen turde lægge hovedet på blokken med hensyn til betydningen.
- Det er første gang, jeg ser skiltet, og jeg kan godt forstå, de kan godt være lidt svære at gennemskue, erkender Jens Toft Nielsen (SF), byrådspolitiker i Aalborg Kommune og initiativtager til Kulturbroen.
Han fortæller, at skiltene er en ekstra service, der supplerer bommene og stoplysene, som er installeret på broen. Han ærgrer sig derfor over, at skiltene allerede inden åbningen i morgen, lørdag, har været kilde til forvirring.
Sådan skal skiltet forstås
Kort og godt fungerer det sådan, at skal et sejskib igennem, som det er afbilledet øverst til venstre på skiltet, så kan man stå helt ude, hvor broen åbner sig, mens skibet sejler igennem.
Broen vil åbne et minut efter, at bommen er gået ned.
Skal et større skib igennem, som er vist øverst til højre, så skal brooperatøren vurdere, om det er nødvendigt at broen lukkes for gående og cyklister inde på land. Er det tilfældet skal broen rømmes inden otte minutter, hvorefter den vil gå op.
- Står man og nyder udsigten ude på broen, så er der flere højtalere, der kan gøre opmærksom på, at man skal videre, siger Jens Toft Nielsen.
Passer med togene
Nederste del af skiltet består af to urskiver. Urskiven til venstre viser, at de tidspunkter i timen, hvor sejlskibe kan passere.
- Tiderne er tilpasset togene, og det er når der ikke er toge, at broen kan åbnes, siger Jens Toft Nielsen, der understreger, at det ikke er sikkert, at broen vil lukke i de tidsrum.
- Det er klart, at det vil ske oftere i sommermånederne, hvor flere er ude med sejlskibe, tilføjer han.
Når den tungere skibstrafik skal passere, er lukketiderne på broen længere. Det er vist i nederste højre hjørne på skiltet. Her kan cyklister og gående risikere 20 minutters ventetid. Så hvis man eksempelvis står klokken fem minutter over otte om morgenen, og et stort skib er på vej igennem, kan man på skiltet aflæse, at det tager 20 minutter, før der igen åbnes op. Det ville tage cirka 10 minutter, hvis det er et mindre skib.
- Det er altså en service til folk, så de kan vurdere, om de hellere vil cykle eller gå videre til Limfjordsbroen i stedet, hvis de skal over, siger Jens Toft Nielsen.
Jo mørkere den røde farve på urskiven er, des større risiko er der for, at man kommer til at vente på at broen igen kan passeres, lyder det.
Skiltene ryger måske igen
Stoplysene og bommene, der markerer om man kan gå over eller ej, er kommet for at blive, men skiltenes fremtid er ikke ligeså sikker.
- Om et par måneder vil vi evaluere hele projektet, og umiddelbart kan det godt være, at der skal findes en anden løsning i forhold til skiltene, siger Jens Toft Nielsen, der selv har et forslag til, hvordan det kan gøres anderledes.
- En informationstavle, der viser, hvornår broen lukker, og hvornår den åbner igen, kan være en mulighed, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.