Fra Aalborg på badeferie og safari i Kenya
Bravo Tours tilbyder fire charterafgange i begyndelsen af 2017
Opdateret kl. 20:00
AALBORG: Hvis nordjyder vil på safari i Kenya, kan rejsen normalt nemt vare 19-20 timer, men i begyndelsen af 2017 vil det kunne gøres på knap 11 timer direkte fra Aalborg.
Det er Bravo Tours, der onsdag præsenterede sit vinterprogram ved et pressemøde i Aalborg Lufthavn, som har inkluderet fire charterafgange direkte fra Aalborg til Mombassa i det sydlige Kenya.
Udover en kortere rejse fremhæver Peder Hornshøj, administrerende direktør i Bravo Tours, også prisen:
- Fordi der er tale om charterrejser, kan vi tilbyde en to ugers ferie med morgenmad og fem dage på safari med helpension for 16.998 kroner. Det er den slags, man normalt betaler 23.000-24.000 kroner for.
Badeferien foregår på Diana Beach syd for Mombassa, og så udgår safarierne af to, fire, fem eller syv dages varighed derfra. Safarierne foregår især i Tsavo National Park, hvor der med Peder Hornshøjs ord er masser af dyr.
Under safarierne er der både mulighed for at bo på værelser i lodges og i telte, og han fremhæver det sidste:
- Så kan man for alvor nyde atmosfæren og det gode liv på savannen, og man bor vildt komfortabelt.
Den første af rejserne afgår tirsdag 17. januar, og så er der ellers afgange med to ugers mellemrum.
Bravo Tours, som benytter Primera Air til sine rejser, har også overladt Kenya-flyvningerne til dette selskab og dets Boeing 737-800.
På disse ture kan maskinen rumme 176 passagerer, da der laves et antal komfortpladser, hvor det midterste sæde på en række ikke sælges.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.