Fra Amalienborg til Strandby: Kom med ombord på det luksuriøse hotelskib

Jobi Værft i Strandby har for tiden fint besøg.

Gunnar Onghamar og Kim Dahl Hansen
Sæby Havn set fra agterstævnen af M/S ”Navigator” på bedding i Strandby.
Skibstrafik 13. august 2018 21:09

STRANDBY: Det gode skib M/S "Navigator" af København har nemlig til daglig kajplads lige ved Dronningens slot i København, men når det smukke skib skal have renset og malet bunden, så er det i Strandby, det foregår.

Skibet, som er bygget i Nakskov i 1941, blev bygget som kabellæggerskib, og som sådan sejlede det til 1961, da det blev bygget om til uddannelsesskib for navigatører. Ombygningen bestod blandt andet i at forlænge skibet med omkring fem meter og fjerne den del af stævnen, som søkablerne løb igennem. Skibets maskine er en Alpha Diesel fra 1949, og reder Kim Sørensen mener, at den med stør sandsynlighed er bygget i Frederikshavn.

1961 var også året, da hun fik sit nuværende navn.

Førhen hed skibet C. E. Krarup - opkaldt efter en dansk ingeniør ved Post & Telegrafvæsenet, Carl Emil Krarup, som blandt andet var med til at opfinde søkabler til telefoni af en væsentligt bedre kvalitet end de kendte i sin samtid, som var i begyndelsen af 1900-tallet.

Efter 15 år som øvelsesskib for navigatører blev "Navigator" i årene fra 1976 til 1997 brugt til blandt andet at sejle besætninger til og fra boreplatforme i Nordsøen.

Efterfølgende forsøgte man i flere omgange at bruge skibet som en flydende skole for utilpassede drenge - lidt i stil med sejlskibet Fulton - men det sejlede aldrig rigtigt for initiativtagerne.

Fra skrot til slot

I 2004 købte Kim Sørensen skibet, som gennem de næste syv år blev gennemgribende renoveret til det, det er i dag - et femstjernet hotel- og konferenceskib.

Som hotelskib kan der være plads til højest 10 overnattende passager, men det er som oftest færre.

Der er kælet for detaljerne og skibet er et orgie i mahogni, teak og messing.

Dækket er af Burmateak, dørken og trapperne i passagerafdelingen er lavet i brændt, siciliansk lavasten, bestikket er tegnet af Arne Jacobsen, lyd- og tv-udstyr er fra B&O, og sådan fortsætter listen.

Selv om meget er nyt, så har ejeren bibeholdt så meget af det oprindelige skib som muligt, og det nye falder godt ind i det oprindelige.

Og farverne er holdt i de klassiske statsskibsfarver, som vi også kender fra isbryderne med sort skrog og lysgul overbygning.

Modelskib i skala 1:1

Kim Sørensen har tidligere oplyst, at da skibet var færdigrenoveret i 2011, så var der puttet mere end 35 millioner kroner i renoveringen.

- Jeg er bare en amatør. Som barn sejlede vi meget med de "rigtige" DFDS-færger mellem København og Oslo, fordi min mor er norsk. Senere har jeg sejlet meget med lystbåde, og jeg har bygget mange modelskibe, men så tænkte jeg, nu ville jeg have et modelskib i skala 1:1, siger Kim Sørensen, som ikke lægger skjul på, at opgaven blev noget større end først antaget.

Men stoltheden over skibet er ikke til at tage fejl af, da han viser NORDJYSKE rundt.

M/S "Navigator" kan lejes til møder og ophold, såvel liggende i havnen eller på kortere og længere ture.

- Det er typisk virksomheder, der bruger os til møder, mens skibet ligger til kaj, men vi havde en amerikansk familie forleden, som havde booket skibet til en rundtur i Østersøen, siger Kim Sørensen om turen, der varede i tre uger.

"Navigator" er ingen raket, så langt fra også.

- Det tager os 24 timer at sejle fra København til Strandby.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...