Fra Biersted til stjerne- boksekamp
Emil Præstegaard leverer musik til videoer med verdensberømt bokser
BIERSTED: Den 22-årige musiker, Emil Præstegaard er et levende eksempel på, at et verdensomspændende eventyr godt kan starte på et loftsværelse i Biersted.
Han har i det seneste års tid leveret musik til videoer med verdens mest berømte MMA-fighter (Mixed Maartial Arts, red.), irske Conor McGregors Youtube blog.
Under kunstnernavnet Notize har Emil Præstegaard lavet i alt 13 numre til Conor McGregors "The Mac Life" videoserie, og senest har han leveret musik til kampagnen op til verdens største boksekamp på T-Mobile Arena i Las Vegas.
En kamp mellem Conor McGregor og Floyd Maywather, der løber af stablen under enorm medieopmærksomhed 26. august.
- Jeg havde nogle beats liggende i en mappe, som jeg sendte til folkene bag bloggen, fortæller han.
Et samarbejde kom op at stå, og i dag kan Emil Præstegaard tilfreds konstatere, at der blandt Conor McGregors følgere er store musiknavne som Drake, The Weekend, Snoop Dog, Rihanna og mange andre, der lytter til hans musik, mens de ser McGregor-videoer.
På de sociale medier hitter McGregor med mange millioner følgere, og de seneste kampagnevideoer med Emils musik har på få dage opnået adskillige hundredetusinde visninger.
A match in heaven
- Jeg har ikke tjent noget på det, men er du gal, det er en god reklame ... det er helt vanvittigt, siger Emil Præstegaard, der blev fascineret af den tidligere kontanthjælpsmodtager, der med sine næver har kæmpet sig frem til verdensberømmelse.
- Og jeg har hørt fra rigtigt mange, at vi er "a match made in heaven," siger han.
Spillede på skraldespand
22-årige Emil Præstegaard har siden 8. klasse arbejdet med elektronisk musik på sin computer i sit loftsværelse hjemme i Biersted.
- Jeg var egentlig ikke specielt god til at spille - selvom jeg havde generet naboen ved at bruge skraldespanden som tromme, griner Emil Præstegaard.
Gennembruddet kom, da en kammerat viste ham, at man kan lave elektronisk musik på computeren.
- Efter det vidste jeg bare, at det var det, jeg skulle arbejde med.
De sidste seks-syv år har han hver eneste dag arbejdet i sit lille enkle studie, og han fik da også kun med nød og næppe trukket en studentereksamen i land.
- Musikken betyder alt, siger han.
Til gengæld er han lige startet på Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling i Aalborg, hvor han studerer på en ny uddannelse, der hedder "Elektronisk lyd og musik."
Efterhånden har han også haft adskillige spillejobs med sin computer i både ind- og udland, og sidste år spillede han blandt andet på Apollo-scenen på Roskilde Festivalen.
Torsdag gik turen til Las Vegas, men Emil Præstegaard regnede inden afrejsen til Las Vegas ikke med, at han kom ind til selve kampen.
- Hver billet koster jo i omegnen af 40.000 kroner, så det er ikke sikkert, at det kommer til at ske.
- Men til gengæld skal jeg jo med til afterparty, og tænk lige over: hvem kan ikke dukke op der og møde mig ... Emil fra Biersted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.