Fra Chile til første professor i Latinamerikas historie

Hugo Cancino, historiker, professor, dr. phil., Folehavevej, Aalborg, fylder mandag 70 år.

Professor Hugo Cancino fylder mandag 70 år og går med udgangen af januar på pension fra Aalborg Universitet.

Professor Hugo Cancino fylder mandag 70 år og går med udgangen af januar på pension fra Aalborg Universitet.

Hugo Cancino, der er ansat på Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Globale Studier, blev Danmarks første professor og specialist i Latinamerikas Historie. Han er født i Chile og kom til Danmark i 1974 som politisk flygtning, året efter General Pinochets blodige militærkup i Chile. Efter en kort periode i København kom han til Aarhus, hvor han påbegyndte den lange vej tilbage til den akademiske verden, som han forlod som lektor i historie ved Universidad de Chile i Santiago, da han, i lighed med mange andre akademikere, blev bortvist fra sit arbejde af militærregeringen. Efter nogle år som undervisningsassistent ved Aarhus Universitet, hvor han i 1984 forsvarede sin ph.d.-afhandling, kom han til det daværende Odense Universitet i 1986, hvor han blev ansat først som ekstern lektor, senere som adjunkt og lektor. Her forsvarede han i 1988 sin doktorafhandling. I 1999 blev han kaldet til Aalborg Universitet som professor på studiet: Spansk og Internationale Studier. Hugo Cancino har valgt at gå på pension ved udgangen af januar og kun godt en uge efter den runde fødselsdag. 31. januar vil være sidste almindelige arbejdsdag på Aalborg Universitet. Derefter følger en periode, hvor han vil være tilknyttet universitetet som professor emeritus, hvor han kan fortsætte sin forskning. Den nye og anderledes del af tilværelsen, der indledes efter 31. januar, har Hugo Cancino tænkt sig at bruge på at dyrke mere intenst nogle af sine mange andre interesser, der blandt andet er klassisk musik, jazzmusik, filosofiske bøger og anden form for litteratur, film, rejser og så lange traveture sammen med sin kone, universitetslektor Rita Cancino, og sin højtelskede cockerspaniel Chiqui. Der vil også fremover blive mere tid til at pleje forbindelsen med familien i USA og i Chile, der takket være Skype, emails og Facebook er kommet tættere - om end virtuelt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.