Ejendomsmæglerbranchen

Fra ejendomsmægler til pølsemand

Christian Melgaard solgte sine ejendomsmæglerforretninger i Aalborg og blev noget helt andet i Skagen

Det er to gange rundt for Christian Melgaard på fredag. Han fylder 60, og pølsevognen fylder 10. Foto: Carl Th. Poulsen
Det er to gange rundt for Christian Melgaard på fredag. Han fylder 60, og pølsevognen fylder 10. Foto: Carl Th. Poulsen

Det er en rigtig rund dag for ejeren af pølsevognen på Viggo Hansens Plads, Christian Melgaard, på fredag. Han fylder selv 60, og pølsevognen fylder 10 år - eller rettere sagt, så er det 10 år siden, han begyndte som pølsemand. Den nuværende pølsevogn, Danmarks eneste, der er bygget på en bil, er kun seks år. Det er måske den bil på seks år, der har kørt færrest kilometer. 5.000 er det blevet til på de seks år. - Bilen kører kun mellem min bopæl og Viggo Hansens Plads, så det bliver ikke til mange. Men den er uundværlig, siger Christian Melgaard. - Jeg har dårlig ryg, og da jeg havde været her i fire kun måtte jeg erkende, at det gik ikke med en vogn, der skulle spændes af og på som en påhængsvogn. Det kunne ryggen ikke holde til. Det var ikke just pølsemand, der stod på Christian Melgaards ønskeseddel, da han for godt en halv snes år siden flyttede til Skagen efter at have solgt sine ejendomsmæglerforretninger i Aalborg. Alta - Jeg tænkte først på at blive ejendomsmægler i Skagen, men da det ikke blev til noget, så jeg mig om efter et job i forretningsverdenen, og jeg fik jobbet som leder af den dengang nye Alta-butik i Aalbæk. Det passede mig godt at være med til at få en ny forretning sat i gang. - Desværre gik der kun cirka halvandet år. Så sagde ryggen fra. En diskosprolaps sprang op. - Og så fik jeg øje på mulighederne som pølsemand. Først var det vognen ved banegårdspladsen, jeg havde kig på, men da Kajas så valgte at forlade Viggo Hansens Plads til fordel på havnen, var det en mere attraktiv mulighed. Begyndte med ferie - Det gik hurtigt, da jeg fik bevillingen, så faktisk begyndte jeg med at holde et par ugers ferie - den var nemlig bestemt i forvejen. Jeg kunne være begyndte 1. februar 2002, men det blev 17. februar, inden jeg var klar til at åbne. 1. maj var en helt ny pølsevogn færdig, og den gjorde det godt indtil ryggen igen sagde fra og jeg var nødt til at få en ny, som ikke skulle spændes af og på bilen, hver gang den skulle transporteres. - Og det var et godt bytte. Der var pludselig meget mere plads både inde og ude, og omsætningen voksede, så det var en god investering, siger Christian Melgaard. - Og den giver mulighed for at betjene kunderne ved flere luger, så dem der har travlt - måske fordi de kommer i frokostpausen - kan blive betjent straks. Det er ikke kun forretningslokalet, der er blevet fornyet. - Det er stadig den almindelige stegte pølse, der topper, men flere af de nye pølse, der er kommet til gennem årene, gør den rangen stridig, og den specielle Skagen-pølse, jeg har fået Gøl til at lave, er rigtig populær. Den er også god, hvis jeg selv skal sige det, men det er jo også én, jeg selv har været med til at udvikle. Og den hentede da også sølvmedalje ved de danske mesterskaber for pølser i fjor, fortæller Christian Melgaard. Jubilæumstilbud De runde tal markerer Christian med helt specielle prisbillige tilbud til kunderne på jubilæumsdagen på fredag, og sidst på eftermiddagen er der reception på Foldens Hotel. Men her slutter det ikke med de runde tal, for der kommer et igen i marts. Christian Melgaard har været formand for Foreningen af Pølsehandlere i Nordjylland siden 2004. Foreningen har 40 års jubilæum i marts, og jubilæet markerer foreningen med en fest-weekend i Skagen. Deltagerne bor på Color Hotel Skagen, og der er tilrettelagt et godt program for dem, så de både får lejlighed til at komme på Grenen og rundt i byen. Har sagt op Hvis ikke det var for ryggen, var det sikkert i en del år frem i tiden, man kunne møde Christian på Viggo Hansens Plads, men ryggen er der, og den gør knuder. - Så 1. oktober er det slut. Jeg har sagt op, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden