Mosbjerg

Fra mark til bord

Museumsgæster gravede kartofler og smagte på kartoffelsuppe

Ida Marie Hartmann Kristensen sikrede sig et par nævefulde kartofler.
Ida Marie Hartmann Kristensen sikrede sig et par nævefulde kartofler. Hans Ravn

MOSBJERG: I gamle dage fik børnene fri i efterårsferien. Ikke fordi de skulle hjem og dase foran computeren eller i biffens bløde sæder. Dengang skulle børnene hjælpe forældrene med at bjærge årets kartoffelhøst.

Det var en pligt, hvis begejstring uden tvivl var begrænset, hvis vejrguderne lod sluserne åbne og regnen sile ned.

Sådan er det ikke længere. På Landbrugsmuseet ved Mosbjerg strømmer det fra starten midt formiddag onsdag ind med børn fornuftigt klædt i regntøj. De mindste har far, mor eller en bedsteforælder i hånden.

Det er nemlig museets årlige kartoffeldag. Landbrugsmuseets er en afdeling under Vendsyssel Historiske Museum og museumsdirektør Mogens Thøgersen byder velkommen i indgangsboden, hvor han sælger billetter og deler program ud med dagens mange aktiviteter.

På marken lige nord for husmandsstedet pløjer en traktor kartofler af sorten Sahva op af jorden. Børn og voksne, udstyret med orange kartoffelsække, samler ivrigt den velkendte rodfrugt op.

- Jeg kan finde mere end hundrede, siger en purk i mørkeblåt regntøj begejstret og smider endnu en kartoffel i sækken.

Museet har adskillige gamle sorter på sine jorder. Den ældste hedder tidlig Rosen og er fra 1867, men der er også en Brønderslev kartoffel fra 1889, samt naturligvis den allernyeste, som hedder Fakse.

I husmandsstedets køkken fyres med træ i komfuret og snart kan man smage en herlig kartoffelsuppe. Perfekt til en kølig efterårsdag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden