Frankrig forbyder salg af frugt og grønt i plastikindpakning

Over en tredjedel af al frugt og grønt i Frankrig menes at blive solgt i plastikindpakning, men ikke længere.

Climate France Greener Habits <i>Thibault Camus/Ritzau Scanpix</i>

Climate France Greener Habits Thibault Camus/Ritzau Scanpix

En ny lov, der forbyder plastikindpakning af de fleste frugter og grøntsager, er nytårsdag trådt i kraft i Frankrig.

Det skriver BBC natten til lørdag dansk tid.

Agurker, citroner og appelsiner er blandt 30 sorter af frugt og grønt, der ikke længere må pakkes ind i plastik.

Større samlede pakker samt allerede skåret og forarbejdet frugt er undtaget de nye regler.

Præsident Emmanuel Macron har ifølge BBC tidligere kaldt forbuddet "en ægte revolution" og sagt, at det viser Frankrigs dedikation til at udfase al engangsplastik inden 2040.

Over en tredjedel af al frugt og grønt i Frankrig menes at blive solgt i en form for plastikindpakning. Derfor regner embedsfolk i regeringen med, at den nye lov kan forhindre enorme mængder engangsplastik i at blive brugt hvert eneste år.

Forbuddet er en del af en årelang plan introduceret af Macrons regering om langsomt at udfase brugen af plastik i mange industrier.

Som en del af planen har Frankrig i 2021 allerede forbudt sugerør, bestik og takeaway-bokse lavet af engangsplastik.

Senere i 2022 bliver det ifølge BBC et krav, at der skal være drikkefontæner på offentlige steder for at reducere brugen af plastikflasker.

I løbet af året vil landets forlag også blive tvunget til at sende publikationer ud uden plastikindpakning, ligesom det bliver forbudt for fastfood-restauranter at forære plastiklegetøj væk gratis.

Ifølge BBC har ledende figurer i industrien udtryk bekymring for, at forbuddet mod plastikindpakning af frugt og grønt er blevet vedtaget for hurtigt.

Philippe Binard fra organisationen European Fresh Produce Association siger ifølge mediet, at branchen ikke har nok tid til at teste og introducere alternativ indpakning.

Flere andre europæiske lande har i de seneste måneder annonceret lignende tiltag.

Det gælder blandt andet Spanien, der fra 2023 vil forbyde salg af frugt og grønt i plastikindpakning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.