Biler

Fransk mærke tager hul på helt ny bilklasse

Peugeot viser en ny model, kaldet 408, som skal være både praktisk og elegant, mens flere biltyper smeltes sammen

Den nye og elegante Peugeot 408 smelter flere klasser sammen.
Den nye og elegante Peugeot 408 smelter flere klasser sammen. Foto: Peugeot

Opdateret kl. 10:00

SAMTÆNKNING: Det er nogle gange sundt at tænke ud af boksen. Det har Peugeot gjort med en model kaldet 408, som smelter flere klasser sammen på en ny måde.

Her er nemlig tale om en stor femdørs såkaldt ”fastback”, der er en slags krydsning mellem en hatchback og en coupéagtig SUV, der dog ikke er så høj som de klassiske SUV’er.

Med sine 4,69 meter er den også længere end selv den store Peugeot 5008, og bagagerummet på 536 liter (471 liter i plug-in-hybriden), der svarer til en mellemklasse stationcar, fortæller noget om pæn praktikalitet i den elegante bil.

Helt i tidens ånd kommer modellen, der lanceres til næste år, med flere drivlinjer. Ud over versioner med benzinmotor og som plug-in-hybrid kommer den også som ren elbil. Det bliver med den nye generation af elbilteknologi med nyere platform og batteri end i de kendte modeller, og som vi også ser i bl.a. Peugeot e-308 og Opel Astra-e. Her er ikke sluppet oplysninger ud endnu, men forvent længere rækkevidde og højere ydelse, end vi ser i dag.

408’eren vil også byde på koncernens klassiske 1,2 liters Puretec-benzinmotor på 130 hk, der kombineres med en automatisk gearkasse på otte trin, samt de to plug-in-hybrider, der tager udgangspunkt i en 1,6 liters turbomotor og har systemydelser på 180 hk og 225 hk.

Personlig instrumentering

Instrumenteringen er hentet fra den nye Peugeot 308, hvor vi finder den nyeste generation af mærkets i-cockpit kaldet Peugeot i-Connect. Den digitale instrumentering med en central storskærm på 10 tommer, hvor en del af betjeningen foregår, har nu 3D-visning i GT-versionen og kan nu gøres mere personlig. Det gælder også de markante ”Toggles”, som er genvejstaster til en række funktioner og sættes individuelt op. Bilen kan have otte personlige profiler.

Materialerne må formodes at være lige så indbydende som i de andre modeller af lillebror. Her bliver også en videreudvikling af mærkets stemmestyring.

Peugeot fremhæver også funktioner som mulighed for at forbinde to telefoner til bluetooth samtidig, to USB C-stik (opladning/data), to kopholdere med stor diameter og hele 33 liters opbevaringsplads til pikpak. Nye ruder, der er tykkere i forhold til de andre modeller, skal også give mere ro i kabinen. Her er også mulighed for de ergonomiske og anerkendte AGR-sæder. Ellers byder modellen på det meste, som man kan forvente sig af en moderne bilmodel. Det gælder bl.a. mulighed for fodaktiveret elektrisk bagklap, full LED-matrix-forlygter, stereolyd fra franske Focal og de nyeste delvist selvkørende funktioner.

Langtrækkende sikkerhedsudstyr

Her er også mulighed for avancerede sikkerhedsfunktioner som nattesynet Night Vision, vi kender fra andre koncernmodeller. Det gælder også advarsel fra krydsende trafik ved bakmanøvrer og advarsel for trafik i blinde vinkler, som kan gå hele 75 meter tilbage, og semiautomatisk hjælp ved vejbaneskift. Hvad det endelige sikkerhedsudstyr på de danske modeller bliver, vides endnu ikke. Foreløbig har Peugeot meldt ud, at der kommer en Allure- og en GT-version. Tidspunkt for dansk lancering er ikke offentliggjort.

Citroën har også eksperimenteret med at blande klasserne. Det er senest sket med modellerne C4 X og C5 X.
Navnet Peugeot 408 er ret ukendt på vore breddegrader. Men det har været brugt på modeller i bl.a. Argentina, Rusland og Malaysia, mens det stadig bruges i Kina.

Peugeot 408
  • Er en nye hatchback-lignende mellemhøj SUV.
  • Modellen lanceres i begyndelsen af næste år.
  • Det er en bil, som skal sælges globalt.
  • Den vil først blive produceret i Mulhouse i Frankrig, til det europæiske marked og kort derefter på Chengdu-fabrikken i Kina til det kinesiske marked.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden