Biler

Fransk SUV med et velafstemt stænk af elegance

Vi tester den coupéafrundede Renault Arkana, der med en motor på 140 hk og mellemudstyr er et godt bud på en elegant SUV omkring 300.000 kr.

Arkana placerer sig som et stiligt bud i mellemklassen, hvor den byder på rigelig med plads.
Arkana placerer sig som et stiligt bud i mellemklassen, hvor den byder på rigelig med plads. Foto: Jens Overgaard

Opdateret 07. april 2022 kl. 14:16

FLOT: Nogle gange er den mest enkle løsning den bedste.

Det står klart efter en uge i selskab med den mindste motorisering af den forholdsvis nye Renault Arkana, som er det franske mærkes bud på en coupé-lignende model i mellemklassen. Det er en bil, som fås i to motorvarianter. Det ene er en 1,4 liters version med 140 hk mild hybrid benzinmotor og syvtrins automatgearkasse med dobbeltkobling, mens den anden er den mere avancerede 1,6 liters E-Tech hybrid med 145 hk, halvautomatisk Multi-mode-gear og drivlinje med ekstra batteri og elmotor.

Prisforskellen er under en snes tusinde kr., så det er et reelt valg, man som bilkøber står over for. Ugens testbil, en Arkana TCe 140 EDC med det mellemste Intens-udstyr, koster således 315.000 kr. mod 333.000 kr. for den tilsvarende Arkana E-Tech 145. Det bliver med ekstraudstyr 323.000 kr.

Vi har tidligere testet Arkana E-Tech. Mens den mest avancerede model virker noget tung, og drivlinjen med det ekstra batteri tager plads i bagagerummet, er den billigere motorisering mere enkel, velfungerende og let at tumle. Så det er efter vores mening den helt rigtige Arkana, som tillige er en ganske behagelig bil at køre i.

Betjeningen trækker op

Lad os lige skue modellen, der med sin coupéagtige afrunding af C-stolpen giver mindelser om Mercedes GLC Coupé eller BMW X4, men altså befinder sig i samme prisklasse som f.eks. Toyota C-HR.

Arkana bygger på samme platform som den mindre Captur, men det mærkes ikke i bilen. Den kører som en mellemklassemodel, men pladsen er helt naturligt begrænset af linjerne. De pladshungrende skal vente på den nye Renault Austral SUV, som afløser den blodfattige Kadjar, der aldrig har fået fat herhjemme, men som dog først forventes lanceret sidst på året.

I kabinen har du udsigt til den kendte Renault-opsætning med en central, opretstående skærm, der i testbilen er på 9,3 tommer mod ellers 7,3 tommer i grundmodellen, og som også findes i netop Captur. Skærmen er skarp og hurtig. Finish og kvaliteten opleves på et højt niveau. Det store flyagtige gearskiftegreb ligger også godt i hånden.

I modsætning til E-Techmodellen, der har meget opladning og afladning af batteriet, som er med til at booste bilen, strække dråberne og ifølge Renault betyder, at den kan køre 80 pct. af tiden på strøm i byen, er denne model enklere. Vi oplevede i E-Tech, at skiftet var noget sløvt at få i gear, og at motoren gik op i omdrejninger ved acceleration.
Selve andelen af kørsel i ren el var svær at vurdere, men langt fra de 80 pct.

Velafstemt køreoplevelse

Her er der i TCe-modellen en mere klassisk drivlinje og køreoplevelse.
Til gengæld fungerer den flydende og ubesværet med et fornemt gearskifte.På vejen opleves modellen fast, men velafstemt i undervognen, mens den større motorisering virkede noget blødere i knæene.

E-Tech var lovet til 20,8 km/ l og endte på 17-18 km/ l.
Testbilen skulle kunne klare 17,4 km/ l, og den landede på 14,5 km/ l med nogen motorvejskørsel.

Helt lavpraktisk er der fint med plads foran. På bagsædet er der godt med benplads, mens den hældende taglinje ved C-stolpen dog giver en noget klaustrofobisk fornemmelse for de højeste.
Bagagerummet er med sine 513 liter rimeligt og mere anvendeligt end de 480 liter i E-Tech. Med op til 900 kg på krogen er vi i den lettere afdeling.

Renault Arkana TCe 140 EDC Intens
  • Pris: 314.990 kr.
    • Med ekstraudstyr: 322.990 kr.
    • Ejerafgift: 560-600 kr. halvårligt
    • CO2/ km: 130-132 g
    • Forbrug: 17,4 km/ l
    • Motor: benzinmotor på 1,4 liter
    • Ydelse: 140 hk
    • Moment: 260 Nm/ 1.750 omdr.
    • 0-100 km/ t.: 9,8 sek.
    • Tophastighed: 205 km/ t.
    • L/ B/ H: 457/ 182/ 157 cm
    • Træk u/ m. bremser: ca. 700 kg/ 900 kg

Grundudstyret er fint med bl. a. full LED-forlygter, parkeringssensorer og delvis digital instrumentering. Med det mellemste Intens-niveau får du en større sikkerhedspakke, hvor der bl. a. er adaptiv fartpilot og advarsel for krydsende trafik. Her er også "Multisense" med individuelle køreindstillinger, elektronisk håndbremse og varme i forsæderne.

Konklusion

Renault Arkana er et fint bud i klassen af høje SUV'er med et stænk af elegance. Det er modeller, mange først og fremmest vælger på grund af udsyn og oplevelse. En del vil formentlig sætte Arkana i samme bås som f.eks. VW T-Roc, og det kan man også gøre, hvilket viser bredden i segmentet. Med TCe-grundmotoren på 140 hk får og mellemudstyret, Intens, du i alle tilfælde et godt og velafstemt bud i klassen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden