Franske fornemmelser hos Færch

Dominique Sylvestre viser naivistiske billeder.

Dominique Sylvestre viser naivistiske billeder.

Sommerudstillingen i Galleri Færch-P i Østervrå har fransk tilsnit. De tre udstillende kunstnere er nemlig franskfødte - og udstillingen byder på billedkunst fra Judith Langellier og Dominique Sylvestre og bemærkelsesværdig keramik af Jean-François Thierion. På væggene i kirkerummet hænger billedkunst af Sylvestre, som udstiller for første gang i Danmark. Hun har i mange år stået i spidsen for det anerkendte, franske masketeater Le Temps Fort Théâtre, hvor hun har skabt masker og rejst med rundt i hele verden – primært Asien, hvilket har givet hende yderligere inspiration til malerier og masker. Hendes malerier afspejler den smukke natur, hun lever i året rundt. Den ene halvdel af året bor hun på en fransk klippeø og i den anden halvdel dybt inde i de sydvestlige franske skove. Den anden franske maler er Judith Langellier, der har en helt anden streg. Som naivistisk maler fokuserer hun på de glade, friske farver og portrætterer det sorgløse liv. Hendes mål er at beskueren får smilet frem ved synet af hendes malerier, og det er ikke svært, når man ser hendes legende arbejder. Keramikeren Jean-François Thierion skaber krukker og fade i stor skala. De er op til 110 cm høje og vejer omkring 100 kg, mens fadene i visse tilfælde er op til én meter i diameter. Al keramik følger de klassiske forskrifter for udformning. Men på trods af, at man genkender formen i hans keramik, giver udsmykningen et mere nutidigt billedligt udtryk. Jean-François Thierion har udstillet over det meste af Europa og i USA. Udstillingen er åben alle lørdage og søndage - til og med søndag den 1. juli.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.