elev/studerende

Franske skolelærere strejker i protest over coronaregler

Franske lærere ventes torsdag at nedlægge arbejdet i utilfredshed med regeringens skiftende coronaregler.

Titusindvis af skolelærere i Frankrig ventes torsdag at strejke i utilfredshed med den franske regerings coronapolitik.

Mandag lempede premierminister Jean Castex restriktionerne for skolerne, selv om antallet af smittetilfælde blandt franske børn har været kraftigt stigende siden december på grund af varianten omikron.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Strejken er udtryk for "den tiltagende modløshed i skolerne", sagde Frankrigs største fagforening for lærere, Snuipp-FSU, tirsdag, da den annoncerede endagsstrejken.

Fagforeninger forventer massiv opbakning til strejken. Omkring 75 procent af lærerne i grundskolen ventes at deltage.

Op til halvdelen af skolerne kan blive nødt til at lukke på grund af den planlagte arbejdsnedlæggelse.

Lærere, forældre og skoleadministratorer har svært ved at holde styr på de skiftende restriktioner.

Regeringen, som har ændret en tidligere politik med hurtigt at lukke skoleklasser ned i tilfælde af coronatilfælde, siger, at en vis grad af besvær er prisen for at holde skolerne åbne.

Men en ny smittebølge i det nye år med rekordhøje smittetilfælde har ført til en stor stigning af smittetilfælde blandt elever, lærere og andre ansatte på skolerne.

I en appel til lærerne om ikke at nedlægge arbejdet sagde den franske undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, onsdag til tv-stationen BFM, at "man strejker ikke mod en virus", skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden