Jern & metalindustri

Franskmand i spidsen for Logstor

Yves Paletta hedder den nye direktør for rørfabrikken i Løgstør - udnævnt af den nytiltrådte svenske bestyrelsesformand

Yves Paletta - ny direktør for Logstor.
Yves Paletta - ny direktør for Logstor.

LØGSTØR: En af Nordjyllands største industrivirksomheder, rørfabrikken Logstor, skal fremover ledes af en franskmand.

Logstor meddelte tirsdag, at Yves Paletta er udnævnt til administrerende direktør. Han afløser englænderen David Williams, der dog fortsætter i en overgangsperiode.

Yves Paletta, der er uddannet elektroingeniør, har mere end 20 års international ledelseserfaring fra både offentlige og industrielle organisationer samt inden for olie- og gasindustrien.

Han kommer fra en stilling som direktør i det hollandske firma SBM Offshore. Inden da havde han ledende stillinger i verdens førende virksomhed inden for coating af rør til olie- og gasindustrien, amerikanske Bredero Shaw.

- Yves Paletta er en særdeles velanset topleder med en fantastisk baggrund fra industrien. Med afsæt i Logstors kernekompetencer og Yves’ meget relevante erfaring vil vi skabe en position som global leder inden for fjernvarme og -køling samt olie og gasmarkederne, siger Logstors svenske bestyrelsesformand Anders Thelin.

- Jeg er begejstret for at få muligheden for at samarbejde med Logstors engagerede medarbejdere, siger Yves Paletta, der har som sit erklærede mål at ”øge omsætningen og skabe en både bæredygtig og konkurrencedygtig virksomhed”.

Med udnævnelsen af Yves Paletta har Logstor inden for få måneder fået en helt ny ledelse, idet Anders Thelin tiltrådte i oktober sidste år.

Thelin har omfattende erfaring fra en række ledende stillinger i teknologi- og ingeniørbranchen. Indtil 2012 var han medlem af koncernledelsen i den globale industrivirksomhed Sandvik AB.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden