Litteratur

Frederikshavn under besættelsen

Hans Gregersen har skrevet bog om byens rolle under krigen

Ny bog om den tyske besættelse udkommer i næste uge.
Ny bog om den tyske besættelse udkommer i næste uge.

Frederikshavn spillede under den tyske besættelse af Danmark en meget vigtig rolle som transithavn for sejladserne til og fra Norge. Frederikshavn og dens havn måtte under ingen omstændigheder falde i fjendens hænder. Derfor blev byen og havneområdet stærkt befæstet med bunkere, pansergrave, pigtråd og kanonstillinger, og store tyske troppeafdelinger blev stationeret her. Den tyske militære tilstedeværelse betød en anderledes hverdag for den almindelige frederikshavner. Skoler og andre offentlige bygninger blev beslaglagt, og de mange forsvarsanlæg medførte indskrænkninger i den enkeltes bevægelsesfrihed. Isvintre, varemangel og rationeringer, mørklægning og spærretid gjorde ikke hverdagen lettere. For første gang fortælles nu den samlede historie om Frederikshavn under besættelsen. Det sker i en 302 sider stor bog, der har fået titlen "Fæstning Frederikshavn". Bogen er skrevet af forfatteren Hans Gregersen, Sæby, og udkommer tirsdag den 13. marts på Højers Forlag, Aalborg. I bogen skildrer Hans Gregersen dagligdagens besværligheder, de mange tyske befæstningsanlæg, dramaerne på havet ud for Frederikshavn, de voldsomme uroligheder i august 1943, da Frederikshavn var lammet af generalstrejke, den illegale flugtrute til Sverige, som endte med at blive trevlet op af Gestapo, tiden uden politi, modstandskampen og retsopgøret efter krigen. Hans Gregersen har bygget sin skildring på både et omfattende kildemateriale, tidens aviser og en række beretninger fra overlevende vidner. Desuden giver bogens mange fotografier et godt indtryk af forholdene i Frederikshavn i besættelsesårene. "Fæstning Frederikshavn" følger naturligt i rækken af store lokalhistoriske værker, som Hans Gregersen de seneste år har udgivet. I 2008 kom "Sæby - en købstads historie", året efter "Krigens by - Aalborg 1940-1945" og i 2010 "Sæbygård". Hans Gregersen: Fæstning Frederikshavn. 302 sider. Illustreret. 298 kr. Højers Forlag. Udkommer tirsdag 13. marts.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden