Sommerhuse

11 arvinger til husmandssted vil udstykke sommerhusgrunde

Ny planlægning for husmandssted med attraktiv beliggenhed nær hav og golfbane

Sommerhusene kommer til ligge tæt ved både golfbane og Hotel Hvideklit (bygningerne i forgrunden). Den planlagte udstykning skal ske i området med spredt træbevoksning til højre på billedet. Arkivfoto: Peter Broen
Sommerhusene kommer til ligge tæt ved både golfbane og Hotel Hvideklit (bygningerne i forgrunden). Den planlagte udstykning skal ske i området med spredt træbevoksning til højre på billedet. Arkivfoto: Peter Broen

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:57

BUNKEN: Det er ikke nogen hverdagsbegivenhed, at der bliver udstykket nye sommerhusgrunde få hundrede meter fra kysten. Og endnu sjældnere sker det langs kyster nær den fredede natur ved Skagen.

Men nu vil 11 arvinger til et lille husmandssted i Bunken udstykke det meste af ejendommens 6 hektar i 18 sommerhusgrunde. Husmandsstedet har golfbanen Hvide Klit og den tidligere sundhedshøjskole, nu hotel Hvideklit, som nærmeste naboer.

Muligheden for udstykning er til stede, fordi husmandsstedet allerede i 1970’erne, sammen med naboejendomme, blev udlagt til sommerhusområde og golfbane.

Plan- og mijøudvalget i Frederikshavn har godkendt, at der udarbejdes ny lokalplan for området med mulighed for at opføre sommerhuse på op til 175 kvm. plus integreret garage på 50 kvm.

I mange sommerhusområder er der sivedræn, men plan- og miljøudvalget kræver, at de nye grunde ved Hvide Klit tilsluttes offentligt kloaknet, hvis det er teknisk muligt, oplyser Peter Nielsen, der er formand for udvalget.

En stille enklave

En historie om nøjsomhed og vilje til at forsætte en anden tids traditionsbundne liv på landet danner baggrund for, at husmandsstedet på Hvideklitvej 22 i årtier har ligget som en stille enklave - i et område, som har trukket masser af turister, kursister og golfspillere til Bunken.

Advokat Jens Stadum, Skagen, der repræsenterer arvingerne til husmandsstedet, har i ansøgningen om udstykning oprullet baggrunden for gårdens status.

Da Skagen Kommune i 1970'erne udlagde et større l sommerhusområde i Bunken, boede enkekonen Signe Christensen på Hvideklitvej 22 sammen med sin søn Edmund, der var ugift. De to havde ikke ønske om at realisere den pludseligt opståede mulighed for gevinst ved at sælge jorden til sommerhusgrunde.

Men ændringen til sommerhusområde stillede mor og søn over for et dilemma.

Alene status som sommerhusområde kunne udløse en frigørelsesafgift, som ville gøre det økonomisk umuligt for dem at blive på ejendommen. De indgik i stedet en frivillig aftale med Skagen Kommune om at pålægge ejendommen en deklaration om, at den ”ingensinde må udstykkes til eller bebygges med sommerhuse.....”.

Ejendommen forblev i landzone, og de kunne blive boende.

Deklarationen kan i dag ophæves med en ny lokalplan.

Signe døde i 1983. Edmund og hans tre søskende arvede gården og indgik en aftale om, at han kunne blive boende.

Han døde for to år siden, 92 år gammel uden at efterlade sig børn.

Hans søskende var døde forinden, og derfor er ejerskabet i dag spredt ud på deres 11 arvinger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden