1300 unge deltog i et af landets største vælgermøder. Ingen af dem er dog gamle nok til at stemme
Omkring 1300 unge fra Frederikshavn Kommune var tirsdag inviteret til et af landets største valgmøder - og selvom de fremmødte ikke er gamle nok til at stemme til valget, var der godt gang i debatten og spørgsmålene.
Opdateret kl. 16:53
FREDERIKSHAVN: Elever fra 8. til 10. klasse var mødt op i Arena Nord tirsdag formiddag, da de skulle prøve kræfter med kommunalvalget. Byrådskandidater fra Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Socialistisk Folkeparti (SF), Kristendemokraterne, Venstre og Enhedslisten var dukket op for at deltage i en paneldebat, hvor eleverne kunne stille spørgsmål.
- Der har været virkelig god opbakning fra skolerne, og det er tydeligt, at eleverne er godt forberedte, siger en af arrangørerne Viviann Skjold Henriksen fra Frederikshavn Ungdomsskole, som er glad for at være med til at forberede de unge på demokratiet.
- Det er en god måde at vise de unge, at de har en stemme og kan være med til at gøre en forskel, og så er det også en fordel, at de kan blive introduceret til det sammen, fortæller Viviann Henriksen.
Noget som de unge også kunne nikke genkendende til.
- Jeg synes, at det er godt med sådan et arrangement, så man kan blive sat mere ind i valget og finde ud af, hvem der afspejler ens holdninger, siger 15-årige Victoria Kjær Nielsen fra Torslev Skole, mens veninderne nikker.
De har sammen med de andre elever haft ekstra fokus på kommunalvalget for at forberede spørgsmål til paneldebatten og tilegne sig ekstra viden om især Frederikshavn Kommune. Et emne der har skilt sig særligt ud omkring kommunen, har været gennemsnitsalderen i byrådet, der lyder på 60 år.
- Det kunne være fedt, hvis der var flere unge med i politik i kommunen. Dem ville jeg i hvert fald hellere stemme på. De er mere på bølgelængde med os og kan repræsentere os lidt bedre, fortæller Sofie Hauvre.
Et af emnerne der optog de unge var, hvordan man kan gøre ungelivet i Frederikshavn bedre. Her faldt snakken især på ungdomshuset, som mange af de fremmødte ikke er tilfredse med. "Hvor kan man tage hen, hvis man ikke vil drikke alkohol eller være ude på gaderne?" Lød et spørgsmål fra salen - hvilket medførte stor debat blandt de fremmødte politikere, der alle ønskede at forbedre ungdomstilbuddene, men som dog var uenige om hvordan. Og om hvorvidt tilbuddene ville blive benyttet.
- Jeg synes, at tilbuddene generelt er okay, men der kunne godt være nogle flere arrangementer for folk på vores alder, siger Victoria Kjær Nielsen, da hun kommer med et bud på, hvad der kunne gøres bedre for unge i kommunen.
Andre emner der blev taget op i paneldebatten var politikernes egne mærkesager, og hvordan de vil fastholde og tiltrække unge efter endt uddannelse.
Prøvevalget fandt ikke en endelig vinder, da tekniske udfordringer gjorde, at der ikke kunne stemmes efter paneldebatten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.