26-årige Line skal være Rema 1000 købmand
26-årig frederikshavner har været på Rema 1000s talentuddannelse
Opdateret kl. 16:26
Tirsdag 26. april starter Line Dannow som ny købmand i REMA 1000 på Kragholmen 3 i Frederikshavn. Hun overtager butikken efter afgående købmand Søren Lund Nicolaisen.
Det oplyser REMA 1000 i en pressemeddelelse.
Den 26-årige kommende købmand har flere års erfaring fra dagligvarebranchen. Hun har bl.a. tidligere arbejdet i Fakta og Kiwi, før hun kom til REMA 1000 på Hjørringvej i Frederikshavn i 2017. Efter en periode på to år skiftede hun til REMA 1000 i Sæby, hvor hun indtil nu har været souschef. Undervejs har hun gennemført REMA 1000's talentuddannelse for kommende købmænd, og nu venter altså den første opgave som købmand.
- Det er en stor drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet, siger Line Dannow, som er født og opvokset i Frederikshavn.
Privat bor Line Dannow i Frederikshavn med sin kæreste Emil.