35-årig dræbt: Lå på kørebanen og blev kørt over af lastbil

Natten til torsdag blev en mand dræbt, da han lå på vejen mellem Aalbæk og Skagen

Susie Skov
Genrefoto
Trafikulykke 18. juli 2019 13:11 - Opdateret 18. juli 2019 13:35

AALBÆK: En 35-årig mand fra Skagen mistede livet natten til torsdag på landevejen mellem Aalbæk og Skagen. Ulykken skete nord for rundkørslen efter Aalbæk mod Skagen.

Den 35-årige havde forinden påkørslen kørt på en motocrossmaskine, som ikke var godkendt til at færdes på offentlig vej.

- Af uforklarlige årsager var manden faldet af maskinen. Han lå med kroppen halvt ude på vejen, da han blev kørt over af en lastbil klokken 02.15. Det er usikkert, om manden har kørt på cykelstien eller på vejen, fortæller vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at man har kunnet konstatere, at der ikke var lys på motocrossmaskinen og at der ikke var skader på den. Det var helt mørkt på stedet, og lastbilchaufføren opdagede først i sidste øjeblik, at der lå en person på kørebanen.

- Bilinspektøren på stedet har oplyst, at hans umiddelbare vurdering er, at chaufføren ikke har haft en chance for at opdage den 35-årige. Chaufføren er naturligvis meget chokeret, siger Per Jørgensen og understreger, at der endnu ikke er en endelig konklusion på årsagen til ulykken.

Der foregår fortsat undersøgelser for at klarlægge, om den 35-årige var i live eller bevidstløs i forbindelse med påkørslen.

De pårørende er underrettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...