36-årig fængslet: Satte ild til sit tøj og startede brand i lejlighedskompleks
Den 36-årige mand blev anholdt af politiet efter at have forladt sin brændende lejlighed
FREDERIKSHAVN: En 36-årig mand var mandag aften skyld i, at der opstod brand i en etageejendom på Sandvej i Frederikshavn.
Den 36-årige satte ild til sin jakke og smed den på gulvet, hvorefter han forlod sin lejlighed. Branden bredte sig siden til resten af etageejendommen.
Tirsdag eftermiddag blev den 36-årige fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring. Han blev varetægtsfængslet i fire uger for forsætlig brandstiftelse. Det oplyser senioranklager Torben Kaufmann Sørensen.
Den 36-årige erkendte, at han havde sat ild til sin jakke og smidt den på gulvet i lejligheden. Han forklarede dog, at det ikke var hans hensigt, at ilden skulle brede sig til de andre lejligheder.
Den 36-årige blev blev blandt andet varetægtsfængslet, fordi han ikke er dansk statsborger, og der dermed er fare for, at han forlader landet.
Kendelsen om varetægtsfængsling blev ikke kæret.