Turisme

50 procent vækst i turismen på toppen

Skagen, Sæby og Frederikshavn stormer frem som turistmål og passerer en magisk grænse, viser ny analyse

Der er tusinder og atter tusinder af turister, der gæster Frederikshavn Kommune hvert år. Her i Skagen på en solrig sommerdag, hvor der er sort af mennesker.Arkivfoto: Peter Broen

Der er tusinder og atter tusinder af turister, der gæster Frederikshavn Kommune hvert år. Her i Skagen på en solrig sommerdag, hvor der er sort af mennesker.Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Det ser ud til, at turisterne elsker Skagen, Sæby og Frederikshavn. Og det udløser rekord i den omsætning som turismen står for.

For første gang nogensinde har turisterne således brugt over tre milliarder kroner i kommunen - en stigning på 50 procent siden sidste opgørelse i 2014. Det viser nye tal fra VisitDenmark.

René Zeeberg, der er administrerende direktør i Turisthus Nord, måtte knibe sig i armen, da nyheden om rekorden i turismeomsætning tikkede ind på en e-mail fra VisitDenmark.

Det oplyser Turisthus Nord i en pressemeddelelse.

- At vi for første gang har passeret tre milliarder kroner i turismeomsætning er en nyhed, som jeg på vegne af turisterhvervet i Frederikshavn Kommune er meget stolt af. Det understreger, at alle i vores erhvervsliv - lige fra ishuset til museet, hotellet og campingpladsen - er i særklasse, når det gælder om at give vores gæster en varm velkomst og tilbyde dem oplevelser ud over det sædvanlige, så de får lyst til at vende tilbage igen og igen, siger René Zeeberg.

Døgnforbruget er steget

Men der er da ikke kommet 50 procent flere turister i gaderne siden 2014, vil nogle sikkert indvende, og det er heller ikke tilfældet.

Den væsentligste årsag bag stigningen i turistomsætningen er, at VisitDenmark har revideret og opjusteret tallet for turisternes døgnforbrug.

- VisitDenmarks måleværktøj er blevet bedre, sådan at vi nu får et markant anderledes resultat end de foregående år. Vi får nu et analyseresultat, som stemmer langt bedre overens med den lokale oplevelse, som vi har af turisternes forbrug her i Frederikshavn Kommune. Hvis du for eksempel holder sommerferie i Skagen, så er det nærmest som at være på storbyferie, fordi vi har så mange butikker og restauranter. Det betyder, at vores gæster bruger væsentligt flere penge. Og det er altså dét, som VisitDenmarks analyse nu opfanger bedre, forklarer René Zeeberg.

Tæt på sommer-udsolgt

Målt på den totale turistomsætning er der blot fem danske kommuner, der klarer sig bedre end Frederikshavn. Til gengæld er Frederikshavn med en stigning på 50 procent ubestridt vinder, når det gælder væksten. Til sammenligning voksede omsætningen i Aalborg Kommune med 18 procent og i Ringkøbing-Skjern med 21 procent.

Væksten i omsætningen skal dog ikke kun forklares med et øget døgnforbrug hos turisterne. Af andre årsager peger René Zeeberg også på en generel stor vilje til at investere i forbedringer og udvidelser af infrastrukturen og overnatningskapaciteten samt et generelt øget fokus på kvalitetsoplevelser til gæsterne.

Også krydstogtturismen sætter nye rekorder år efter år. Endelig begynder indsatsen med at sprede turisterne ud over hele året at bære frugt:

- Vi har allerede tæt på udsolgt i sommermånederne, og derfor henter vi også stigende del af væksten i skuldersæsonen, ja faktisk indfinder hele 32 procent af vores hotelgæster sig i vinterhalvåret, siger René Zeeberg, der fremhæver initiativer som Skagen Marathon, Skagen Vinterbaderfestival, Sæby Jazz Festival og Blues Heaven i Frederikshavn som eksempler på den initiativrigdom, som præger borgerne og foreningerne i Frederikshavn Kommune.

- Den lokale forankring af turismeindsatsen i Frederikshavn Kommune er i min optik uvurderlig og det tætte samarbejde med erhvervslivet, foreningerne og de frivillige er en afgørende faktor for de resultater, som vi nu ser udmøntet i tal sort på hvidt. Vi tænker måske ikke over det til daglig, men den fælles indsats er fundamentet for de mange arbejdspladser, som turismen skaber i vores destination, siger René Zeeberg.

Glæde på rådhuset

Også på rådhuset i Frederikshavn vækker nyheden om omsætningsrekorden stor glæde.

- Det er en fantastisk nyhed for vores kommune. Og den viser, at investeringerne i turisme giver gevinst. Vores satsning på dette af vores fire vækstspor, turismen, betaler sig meget tydeligt, siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S).

Ifølge VisitDenmarks analyser skaber turismen 3.780 arbejdspladser i Frederikshavn Kommune, og det svarer til 20 procent af den samlede beskæftigelse i kommunen.

Én million kroner i turismeomsætning er i følge samme analyse lige med 1,26 årsværk.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.