56-årig påkørte ung kvinde og stak af med hendes bil
Efterlod kvæstet kvinde på p-plads i Frederikshavn og kørte til København
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:33
FREDERIKSHAVN: Det gik voldsomt til på en parkeringsplads ved Rimmens Alle i Frederikshavn søndag morgen 27. juni i år.
Her havde en mand sat sig ind i en 29-årig kvindes bil. De to kendte hinanden, og kvinden skulle bruge bilen, men den var manden ikke med på.
Han bakkede hen over hendes ben, så hun brækkede det, kaldte hende "fed kælling" eller lignende og kørte væk med bilen. Og så efterlod han tilmed den skadede kvinde på parkeringspladsen.
Efter nogle dage blev han anholdt i København og sendt retur til Nordjylland, hvor han blev varetægtsfængslet, sigtet for farlig vold mod kvinden, for at have efterladt hende skadet uden at hjælpe og for at have brugsstjålet bilen.
Kvinden har fået bilen tilbage.
Ved grundlovsforhøret 1. juli forklarede manden, at han hørte et bump på p-pladsen og derefter var kørt væk. Han blev varetægtsfængslet, og det har han været frem til retssagen i Hjørring onsdag.
Manden nægtede sig skyldig, men retten fandt det bevist, at han havde påkørt kvinden med vilje. Han blev idømt fire måneders fængsel og frakendt førerretten i et år.
Han modtog dommen, oplyser anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
Den 56-årige, som er fra Frederikshavn, blev løsladt efter domsafsigelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.