Politi

60-årig mand stukket med kniv - kvinde anholdt

Knivstikkeri i Frederikshavn onsdag middag

En lægehelikopter samt flere udrykningskøretøjer blev sendt afsted.
En lægehelikopter samt flere udrykningskøretøjer blev sendt afsted. Arkivfoto

Opdateret kl. 17:57

FREDERIKSHAVN: En 60-årig mand blev onsdag middag stukket med kniv på en adresse i Frederikshavn.

Det oplyser politikommissær Peter Skovbak fra Lokalpolitiet i Frederikshavn til Nordjyske.

- Jeg kan bekræfte, at en 60-årig mand er blevet stukket med kniv og kørt til sygehuset. En 28-årig kvinde er anholdt i sagen, fortæller Peter Skovbak.

Han oplyser, at der er "familiære relationer" mellem manden og kvinden, uden at han ønsker at uddybe det nærmere.

En lægehelikopter, ambulance, akutbil samt flere politibiler blev sendt til adressen, og det vakte stor opsigt i byen.

Knivstikkeriet skulle angiveligt være sket i Søndergade i Frederikshavns midtby.

Onsdag eftermiddag havde Peter Skovbak ikke yderligere oplysninger om den 60-åriges tilstand. Han ønskede heller ikke at komme nærmere ind på de omstændigheder, der førte til knivstikkeriet.

Politikommissær Carsten Straszek siger til Ritzau, at anmeldelsen kom klokken 12.14, og kvinden blev anholdt klokken 12.17.

- Vi sigter kvinden for vold efter straffelovens paragraf 245, og juristerne skal så afgøre, om der er grundlag for at kræve hende varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, fortæller politikommissæren.

Paragraf omhandler "legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter". Det vides endnu ikke, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen, eller hvad hun måtte have forklaret i sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden