Badeparadiset tager form
Strandby nordre strand: Nu præsenteres stregerne til det nye badeparadis
STRANDBY: Når Strandby ErhvervsNetværk kalder til møde i næste uge, så kan man for første gang begynde at ane konturerne af det badeparadis, der er under ide-projektering på Strandby Nordre Strand.
Sidste år lavede kommunen en 30-årig brugsaftale med Fællesvirke Strandby for anvendelsen af de to kommunalt-ejede grunde, der ligger lige ned mod nordre strand..
Fællesvirke har simpelthen fået lov at låne grundene gratis mod, at alle skal kunne færdes frit og at området kun benyttes til rekreative formål.
Og den beslutning baner vejen for udviklingen af et spændende Badeparadis, som gerne skulle understøtte turistudviklingen af Strandby.
ArkiNord har udarbejdet et ideoplæg , som tydeliggør, hvordan man forestiller sig området udviklet med servicebygning, badebro og madpakkehus.
Skitserne vil blive fremlagt på netværksmødet.
Det mest interessante er løsningen med at bygge både servicebygning og madpakkehuset ind i klitterne.
Det mindsker synligheden og gør området endnu mere åbent og indbydende - og samtidigt tager man dermed også hensyn til det gode naboskab.
Det kom blandt andet frem på det nabomøde, der blev holdt 26. januar, og hvor der var mærkbart tilfredshed med den løsning.
I første omgang skal myndighederne nikke til planerne og arbejdsgruppen holder derfor møde snarest møde med kommunen for at få tilkendegivelser til den ideskitse, der nu foreligger.
I forhold til den ankerformede badebro, så skal Kystdirektoratet også nikke ja.
De er orienteret om, at der vil komme en ansøgning og der er en tro på, at det vil kunne gennemføres.
Aktuelt er den planlagte placering blevet trykprøvet af stormen Malik - og det tyder på, at man har valgt den helt rette lokation til badebroen.
Arbejdsgruppen, der blandt andet udgøres af Anne Karstenskov og Rico Eiersted, skal så videre i gang med at løfte de midler, der skal bruges til at komme helt i mål. Der skal ansøges fonde og derfor skal man ikke forvente at badeparadiset er fuldendt denne sommer.
Alene badebroen, der skal fungere helårs for også at kunne være et tilbud til vinterbadere, vil løbe op i adskillige millioner.
Der er en forventning om, at man vil kunne få madpakkehuset etableret og håbet er også at man med kommunens mellemkomst kommer i mål på etablering af en ny parkeringsplads på området inden denne sæson.
De andre elementer, skal der hentes flere penge til at kunne gennemføre.
Servicehuset skal blandt andet indeholde offentlige toiletter og træder derfor i stedte for den servicebygning, der findes i dag.
Ud over fokus på det kommende badeparadis vil netværket også få en status på udarbejdelse af en ny lokalplan for Strandby Havn og blive mødt af et indlæg fra en Strandbydreng omkring det, at være iværksætter.
Mødet holdes i Rosendals Madhus.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.