Beachvolleyturnering for alle på Palmestranden
Palmestrandens venner inviterer alle unge som ældre til at spille beachvolleykampe
Opdateret 25. april 2022 kl. 14:53
Palmestrandens venner vil gerne søsætte nogle aktiviteter på Palmestranden. Volleyballbanerne var blevet noget nedslidte, men Frederikshavn kommune fornyer banerne i år.
- Vi har på Palmestranden Danmarks smukkeste beachvolleybaner, disse baner vil vi gerne slå et slag for at de bliver kendte, skriver Ole Stenbakken på vegne af Palmestrandens venner i en pressemeddelelse.
Med de fine nye beachvolleybaner på Palmestranden, vil Palmestrandes venner derfor tilbyde en Beachvolley-turnering.
Det er gratis at deltage, og alle er velkomne til at stille hold. Der skal blot tilmeldes et hold til Facebook-gruppen ’Beachvolley Palmestranden’ senest den 11. maj.
Planlægningen af den nye turnering er sket i samarbejde med Frederikshavn Volleyballklub og Palmestrandens venner samt en meget erfaren turneringsplanlægger.
Turneringen afvikles helt på selvbetjenings-basis, således af der spilles seks kampe, tre aftner hver uge. Resultaterne af kampene, sendes via SMS til turneringslederen, der derefter opdaterer turneringsplanen.
Der spilles seks aftenkampe, hver mandag, tirsdag og torsdag. De første tre kampe starter kl. 18.00 og de sidste tre kampe starter kl. 19.00.
- Vi starter turneringen mandag 30. maj og forventer finale inden Sankt Hansaften, lyder det i pressemeddelelsen fra Palmestrandens venner.
Et hold skal bestå af minimum 2 og max 4 personer. Det kan bestå af et rent dame-/pigehold, et rent herre-/drengehold eller mix.
I turneringen spilles der alle mod alle, der tages IKKE hensyn til hverken køn, alder, antal spillere på holdet eller volleyball-erfaring.
Når du tilmelder et hold - skal der angives et holdnavn, samt navnet på holdlederen.
Ud fra de tilmeldte hold - bliver der lavet en turneringsplan. Denne plan bliver opslået på ishuset samt på Facebookgruppen ’Beachvolley Palmestranden’.
På turneringsplanen fremgår det hvilke hold, der skal spille mod hvem og hvornår.
Alle hold får således tildelt et antal kampe, antallet af kampe bliver afhængig af, hvor mange hold er tilmeldt.
- Udover at gøre volleyballbanerne kendt i en større kreds og område vil vi gerne fysisk aktiverer ungdommen i Frederikshavn med et tilbud om nogle fornøjelig timer på stranden. Derfor udsender vi invitationer til ungdomsuddannelse stederne først i maj måned. Invitationerne sendes til 10. kl. elever, gymnasiet, FGU, handelskolen, Martec med flere, forklarer Ole Stenbakken.
- Beachvolley er som sagt et gratis tilbud til alle aldre, vi håber på, at mange vil tilmelde sig, så der måske næste år kan arrangeres cups, med deltagere udenbys fra, hedder det i pressemeddelelsen fra Palmestrandens venner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.