Svenske planer om store vindmøller ud for Grenen: - Højere end Eiffeltårnet
Svenske gigantmøller vil spolere unik naturoplevelse, mener Peter Sørensen (V)
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:57
SKAGEN: - Jeg er ikke kun bekymret, jeg er meget bekymret, siger Peter Sørensen (V), skagbo og afgående formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Bekymringen skyldes svenske planer om at opsætte store vindmøller - op til 340 meter høje - kun 20-25 kilometer fra Skagen og fra områdets største turistattraktion, Grenen.
- Folk kommer jo ikke til Grenen for at kigge ud på en række vindmøller, og jeg kan godt være bekymret for, om der overhovedet bliver brug for Sandormen til at køre turister derud, fortsætter han.
Møllerne skal stå omtrent midt mellem den danske kyst og den svenske skærgård med Grenen som nærmeste danske landområde.
Alle møller placeres i den svenske økonomiske havzone.
Peter Sørensen er derfor også i tvivl om, hvorvidt Danmark har juridiske muligheder for at øve indflydelse på de svenske myndigheders behandling af ansøgningerne.
Han har kontaktet partifæller på Christiansborg med henblik på at få afklaret den problemstilling.
- Grenen er jo ikke en hvilken som helst plet på landkortet, men en turistmagnet med natur og kultur af europæisk betydning, fastslår han.
Selv om 20-25 km er en betragtelig afstand fra kysten, så vil møller på 280-340 meters højde fremstå markante set fra Skagen, lyder hans vurdering.
- 340 meter er højere end Eiffeltårnet (324 m), siger han, og drager en lokal sammenligning med Cloostårnet (60 m) ved Frederikshavn, hvis topniveau er 160 meter over havoverfladen - eller kun ca. halvdelen af den maksimale møllehøjde.
Mølleprojektet med betegnelsen Västvind med op til 50 møller er på dagsordenen ved plan- og miljøudvalgets møde mandag med henblik på en udtalelse.
Men faktisk er der et andet og endnu større mølleprojekt, Poseidon, med op til 94 møller i to tilstødende havområder, og det er endnu længere fremme i pipelinen hinsidan.
Det er bare smuttet under radaren på rådhuset i Frederikshavn og hos den afgående udvalgsformand.
- Så vidt jeg har forstået, har den danske miljøstyrelse modtaget høringsmaterialet om Poseidon og forsøgt at videresende det til Frederikshavn Kommune, men til en forkert mail adresse, siger Peter Sørensen.
- Vi har end ikke kendskab til miljøstyrelsens eget svar i den tidligere høring.
Han vil på udvalgsmødet mandag lægge op til, at kommunen leverer et høringssvar, der markerer det problematiske i mølleplaceringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.