Bent lånte chefens bus ud i en uge: Godt at du sidder ned

Henter over 40 flygtninge til Frederikshavn i en bus fra J.C. Turistfart i Ålbæk

Bent Christensen er klar til den lange tur - også selv om det kun er få uger siden han blev opereret for en diskusprolaps.

Bent Christensen er klar til den lange tur - også selv om det kun er få uger siden han blev opereret for en diskusprolaps.

ÅLBÆK:Det stod ikke skrevet i kortene, at Bent Christensen fra Frederikshavn søndag morgen skulle sætte sig ind på chaufførsædet i en stor bus og sætte kursen mod Moldova.

Faktisk er det uendelig dårlig planlægning, for Bent er netop blevet opereret for en diskusprolaps.

Men når man ser al den elendighed, som den russiske invasion i Ukraine forårsager, så er ens hjerte tæt på at briste. I hvert fald når man hedder Bent Christensen.

Og da han er en handlingens mand, tog han kontakt til nogle venner, som var på vej til Polen i tre personbiler for at hjælpe flygtninge væk.

- Jeg spurgte, hvorfor de ikke benyttede busser i stedet for personbiler - og svaret kom prompte tilbage.

- Jamen har du en?

- Mit gensvar kom ligeså hurtigt, og det lød:

- Det har jeg da, fortæller Bent Christensen.

Der skete ikke mere den aften, men næste morgen blev han kontaktet af en FB-gruppe, der hedder Ukrainske Flygtninge - Nordjylland.

De ville vide, om det med bussen stod ved magt.

Det sagde Bent Christensen, at det selvfølgelig gjorde, hvorefter han med det samme kontaktede sin vognmand, John Christensen, J.C. Turistfart i Ålbæk, for at sikre sig, at han var med på ideen.

- Jeg fangede ham på vej til Aalborg med nogle elever, der skulle i teatret. Det er godt, du sidder ned, sagde jeg, for jeg er kommet til at låne bussen ud næste uge.

John Christensen tog en timeout - og hjalp med til at sikre, at en nyindkøbt bus i Norge kunne komme til Ålbæk allerede i denne uge og dermed gøre turen mulig.

John Christensen tog en timeout - og hjalp med til at sikre, at en nyindkøbt bus i Norge kunne komme til Ålbæk allerede i denne uge og dermed gøre turen mulig.

John Christensen bad lige om en timeout, for han havde faktisk en del opgaver i den uge, vi skal ind i, og kunne ikke undvære bussen.

Men heldigvis havde han netop erhvervet en ny bus af et dansk ægtepar, der er bosat i Norge.

- Efter nogle hektiske timer lykkedes det at få aftaler i stand, så bussen rullede ind i Ålbæk lørdag. Så blev den klargjort med både det danske flag og det ukrainske flag - en gave fra Studsgaard Skilte - og så er vi ellers klar til at rulle de godt 2500 kilometer afsted ned til Moldova, fortæller Bent.

Lørdag får bussen helt nye skilte på med det ukrainske og det danske flag.

Lørdag får bussen helt nye skilte på med det ukrainske og det danske flag.

Når det er Moldova, der er destinationen, og ikke Polen, så er det fordi gruppen Ukrainske Flygtninge - Nordjylland har anbefalet det.

- Som jeg forstår det, er situationen i Polen nogenlunde stabil, hvorimod presset i Moldova er kæmpestort. Så derfor går turen dertil, siger Bent Christensen.

Inden fik det danske ægtepar lejlighed til en god nats søvn på Ålbæk Badehotel - også et tilbud, som Bent Christensen sikrede sig.

De er nemlig med på turen som to af de tre chauffører. Bent er den tredje mand.

- Så får jeg jo også lejlighed til at lære bussen godt at kende, siger Bent Christensen.

Med på turen er også en flere ukrainske tolke, som gruppen Ukrainske Flygtninge - Nordjylland - har været behjælpelige med at finde.

Turen blev indledt søndag morgen, og dagene op til har været travle for den initiativrige chauffør.

Mange har været klar til at hjælpe. Øens Fragt har sponsoret 500 liter diesel. XL Byg i Elling diesel for 5000 kroner og endelig Trigon med 100 liter diesel.

- Det hjælper med at få turen til at hænge sammen, siger Bent Christensen, der også har fået sodavand og slik med til turen hjem med flytningene sponsoret af byens to Meny-butikker - og derud over er der også en række private sponsorer på.

- Det er en glæde at mærke den hjælpsomhed, der er i vores samfund, siger Bent Christensen.

Selv om bussen er bemandet med tre chauffører, er det nødvendigt at overnatte i Ungarn både på vejen ned og hjem.

- Vi skal overholde køre/hviletidsbestemmelserne, så vi har sikret os overnatningsmuligheder på vejen hjem til de vel godt 40 flygtninge, som vi regner med kører med os helt til Frederikshavn , siger Bent Christensen.

- Vi kører søndag morgen, og jeg kan slet ikke vente. Jeg håber virkelig, at opbakningen fortsætter. Måske kan vi endda sende flere busser af sted senere, siger Bent Christensen, der træffes på mobil 50 42 83 66, hvis andre har lyst til at støtte projektet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.