Beredskab tog ingen chancer ved denne melding
Tilkaldte hurtigt assistance, som dog kunne afmeldes igen
Opdateret kl. 20:02
Brandfolkene på stationen i Sæby hastede torsdag klokken 16.04 til Aalborgvej - der, hvor den møder Sdr. Ringvej i Sæby.
Her lød meldingen på noget, som enhver brandmand har den største respekt for: Ild i en gasflaske.
- Der var tale om en acetylenflaske samt en iltflaske, der bruges ved skærearbejde, fortæller indsatsleder Henrik Dybro fra Nordjyllands Beredskab.
Nordjyske fangede ham godt halvanden time efter, at der var blevet slået alarm.
Her var indsatsen afsluttet - og heldigvis uden større skader til følge.
- Det var i et autoværksted, og anmelderen kunne fortælle, at ilden var gået i bygningen. Det er ikke godt i et autoværksted med biler, så vi tilkaldte en ekstra sprøjtetankvogn, fortæller Henrik Dybro.
Assistancen kunne dog afmeldes igen, og det skyldes især, at stationen i Sæby ligger tæt på autoværkstedet, hvor ilden var opstået. Dermed kunne der hurtigt sættes ind med slukning og ikke mindst køling af acetylenflasken.
- Det, vi frygter mest, når der er tale om varmepåvirkning af acetylenflasker, er, at der skal ske en sprængning. Acetylen er det værste, vi kan komme til at arbejde med, når vi taler om brandfarlige gasser, siger indsatslederen.
Da han nåede frem, havde de lokale brandfolk allerede fået kølet gasflaskerne ned til 11-12 grader, viste beredskabets termiske kamera.
Acetylenflasken blev dog også lagt i en murerbalje, som vil få tilført koldt vand natten over, så den fortsat bliver kølet ned.
Ved 17.30-tiden var indsatsen afsluttet:
- En hurtig indsats var med til at begrænse skaderne. Så det var fornemt. Især når vi har at gøre med åben ild og biler. Det kan være en farlig cocktail, siger Henrik Dybro.
Skadesservice blev tilkaldt for at tage sig af røg- og sodskader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.