Berta strejfede i halvandet år: Se hendes vilde rute

Hvem, der ejer hunden Berta, er der ingen der ved, men den er flere gange blevet fremlyst på nettet. Ingen har meldt sig som ejer. Nu er hunden indfanget i Skagen

Hunden Berta er løbet hjemmefra - over 800 kilometer. Privatfoto.

Hunden Berta er løbet hjemmefra - over 800 kilometer. Privatfoto.

SKAGEN:Onsdag aften blev hunden Berta fanget i Skagen. Det var enden på en lang rejse for den lille hund, da den har været alene i minimum halvandet år. Rejsen er gået gennem både Tyskland og Danmark.

- Det er usædvanligt, at vi oplever, at en hund løber så langt, som det her, siger Helle Kirkegaard, der er medstifter af "Savnede hunde i Danmark". Det var hende, der indfangede Berta i Skagen.

Helle Kirkegaard har været på sporet af Berta i næsten et år, mens den har været i Danmark. Hun sender en stor ros til skagboerne, der har været gode til at opdatere og ellers lade hunden være i fred.

- Det har været fantastisk med borgerne oppe i Skagen. Vi bad dem om at ignorere hende, og det har de gjort, mens de har sendt billeder til os. Det er vi meget taknemmelige for, siger Helle Kirkegaard.

Berta har skiftet sted, hvis der var for meget uro omkring hende.

Rejsen

Første gang Berta kom på hundeinteresseredes radar var i april sidste år. Et opslag på Ebay spurgte, om nogle manglede sin hund i området omkring Rostock. Det fik den tyske organisation Tierschutzverein Dakota til at lede efter hunden.

Det første opslag med Berta. Privatfoto.

Det første opslag med Berta. Privatfoto.

Berta tog så fra Rostock til Hamborg, hvor en tysker spottede hende og lagde et billede på Ebay. Tyskeren Elke Suppinger fra Tierschutzverein Dakota har stået i spidsen for eftersøgningen af hunden, som de har døbt Berta.

- Hun har simpelthen været en uvurderlig støtte i det her. Hun har været med hele vejen, siger Helle Kirkegaard om samarbejdet med tyske Elke Suppinger.

I efteråret sidste år blev hunden for første gang set i Danmark. Berta blev observeret i den lille by Ravsted i Sønderjylland. Herfra gik turen tilbage til Tyskland og så til Rømø, hvor hun blev set i marts i år.

Elke Suppinger fra Tyskland har lavet et kort over, hvor Berta er blevet observeret. Privatfoto.

Elke Suppinger fra Tyskland har lavet et kort over, hvor Berta er blevet observeret. Privatfoto.

Siden dukkede hun op i Lihme ved Skive og er altså nu fanget i Skagen. En rejse på over 800 kilometer har den firbenede været ude på.

Hvordan kan den overleve?

En hund, der har været på egne poter i mere end halvandet år. Hvordan overlever den? Selvom den har været alene, har den ikke sultet.

- Sådan spisemæssigt ser det ud til, at hun har det godt ud fra den tilstand, hun er i. Hun har levet af kattemad og vejdræbt vildt, kan vi se på hendes afføring, siger Helle Kirkegaard.

Berta er lige nu på Lilleriscenter, som er et internat og hundepension. Hun opsøger ikke selv kontakt til mennesker, men hun gør eller bider ikke.

Spændte på om der er chip

Berta er tilset af en dyrlæge, men endnu ikke blevet tjekket for chip. Hun skal lige falde mere til ro, før man gør noget.

- Problemet er, at vi ikke ved særlig meget om Berta. Hun kan være kommet fra Polen, Portugal, Sverige eller et andet europæisk land. Der er dit bud, lige så godt som mit, siger Helle Kirkegaard.

Planen med Berta er, at hun skal socialiseres med mennesker, vaccineres og så ud til andre hunde på Lilleriscenter.

- Vi er meget spændte på, om hun har chip, og hvor gammel hun er og alle de ting, siger Helle Kirkegaard.

En chip vil kunne afsløre, om hun har en familie. Hvis ikke hun er chippet, så er det Lilleriscenter/ dyreværnsforeningen Hundens Tarv, der fremadrettet har ansvaret for det videre forløb med Berta.

Berta på Lilleriscenter, hvor meldingen er, at du gør fremskridt. Privatfoto.

Berta på Lilleriscenter, hvor meldingen er, at du gør fremskridt. Privatfoto.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.