Beruset bilist kørte ind i hegn: Fik bilen beslaglagt på stedet
En mandlig bilist blæste alkometeret et godt stykke over 2,0 efter et uheld i Skagen søndag aften
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:55
SKAGEN: En 37-årig mand fra Skagen havde søndag aften et uheld på Sankt Laurentii Vej, hvor han i sin personbil kørte ind i et hegn.
Nordjyllands Politi fik en anmeldelse om uheldet klokken 18.26.
- Manden var kraftigt påvirket af spiritus, og da han blæste i alkometeret, viste det, at han havde en promille et godt stykke over 2, fortæller vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.
Promillen gjorde, at politiet med det samme beslaglagde den 37-årige mands bil med henblik på at konfiskere den.
- Den bil får han ikke igen, siger vagtchefen.
Den mandlige bilist kom ikke til skade ved uheldet. Han har fået udtaget en blodprøve, som skal fastslå den præcise promille. Han er sigtet for spirituskørsel, og han risikerer også en ubetinget frakendelse af kørekortet, hvis promillen viser sig at holde stik.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.