Beskyttet rovfugl kan blokere for fem nye møller

Glentepar yngler i umiddelbar nærhed af påtænkt mølleområde i Vendsyssel

Den røde glente kan blive en alvorlig hindring for opsætning af møller ved Understed. Arkivfoto

Den røde glente kan blive en alvorlig hindring for opsætning af møller ved Understed. Arkivfoto

SKÆRUM:Den store rovfugl rød glente ses tit i området ved Skudsigvej ved Skærum, hvor vindmøllefirmaet Wind Estate, Randers, ønsker at rejse fem 150 meter høje møller.

Forekomsten af rød glente kan blive en alvorlig hindring for at komme videre med mølleprojektet.

Glenten er nemlig medtaget som beskyttet art i det internationale fuglebeskyttelsesdirektiv.

- Ørne, glenter og en almindelig rovfugl som musvåge er særlig udsatte for kollision med møllevinger, oplyser ornitologen Jan Tøttrup, Tolne.

Et glentepar yngler ved en nedlagt gård ved en af de foreslåede mølleplaceringer og et andet par, som yngler 1,5 kilometer fra møllerne, fouragerer fast i området, fortæller han.

Jan Tøttrup kender området indgående. Han er selv vokset på en gård ved Skærum.

- Der er yderligere to-tre glentepar i randområdet mod øst, og de ses også jævnligt ved Skudsigvej, fortæller han.

Den hyppige forekomst af glenter hænger sammen med, forklarer han, at der midt i det foreslåede mølleområde er en kvæggård, hvor græsmarker om sommeren med få ugers mellemrum bliver slået til foderbrug. De nyslåede marker giver gode muligheder for, at glenterne kan jage mus og frøer.

Sidste år stoppede plan- og miljøudvalget i Frederikshavn planer om møller på flyvepladsen ved Ottestrup ved Hørby på baggrund af en miljøkonsekvensrapport udarbejdet af Probus Naturrådgivning. Et glentepar havde nemlig rede 270 meter fra en af de påtænkte mølleplaceringer dér.

Probus konkluderede, at glenteparret ved Ottestrup enten ville blive fortrængt af møllerne eller at kollision med møllevingerne ville føre til, at glenter ville blive dræbt inden for få år.

Også tidligere planer om møller ved Tamholt mellem Understed og Sæby blev opgivet på baggrund af forekomsten af rød glente

I Skærum vil de ikke være kede af, at mølleplanerne går i vasken, for beboerne vil helst ikke have store vindmøller få hundrede meter fra bygrænsen.

Nej tak til møller

Mølleplanen er lige nu ude i høring i en foroffentlighedsfase.

Finn Larsen er en af deltagerne i en arbejdsgruppe, som samler underskrifter mod møllerne. Hans liste har forlængst rundet 100 navne på lokale beboere, og andre samler også ind.

Skærum var i flere år en by under afvikling.

Købmanden lukkede, daginstitutionen også. Folk flyttede væk.

- Men nu oplever vi, at børnefamilier flytter hertil, og at nogle, som er vokset op her, vender tilbage, siger han.

Vender strømmen?

Han frygter, at møllerne vil vende udviklingen, så Skærum bliver fravalgt, og husene igen bliver svære at sælge.

Møllerne kommer på tværs af det arbejdet med at sætte fokus på naturværdierne i området. Møllernes røde blinklys om natten vil også blokere for en ide om at gøre Skærum til et ”black sky” område med mulighed for at opleve en stjernehimmel uden forstyrrende kunstigt lys.

Naturhus

For to år siden fik Skærum Sogneforening et tilskud på 130.000 kr. fra Landdistriktspuljen til at udvikle ideen om et ”naturhus”, som skal tjene flere formål.

Det skal erstatte byens aktivitetshus som samlingssted, både for unge, der makker med knallerter, og for ældre.

- Vi har et fantastisk sammenhold i byen, siger Finn Larsen.

Men naturhuset skal også være med til at fremme en spirende naturturisme. På den to hektar store naturgrund, hvor naturhuset skal opføres, ligger der en spejderhytte, og det er tanken at supplere med shelters.

- Opsætning af de store møller er ikke i tråd med satsningen på Skærums naturværdier, fastslår Finn Larsen.

- Møllerne bliver ikke kun synlige fra byen, men også fra Katsig Bakker med vandrestier og mountainbike ruter et par kilometer vest for byen samt fra Brinkhus.

Brinkhus er et tidligere militært depotområde i et naturområde, som for nylig er blevet åbnet for offentligheden.

Høringsfasen om mølleplanerne slutter onsdag 14. oktober, Derefter skal plan- og miljøudvalget tage stilling til, om der kan arbejdes videre med planerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.