Coronavirus

Besøgsrestriktioner på plejecentre i Frederikshavn ophæves

Det sker efter en uge med lave smittetal

FREDERIKSHAVN KOMMUNE: De besøgsrestriktioner, der i store dele af efteråret har været gældende på plejecentre i Frederikshavn Kommune, bliver nu ophævet. Det sker på baggrund af en beslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, da der i den seneste uge har været et lavt smittetryk, samt at der ikke er flere farme med smittede mink tilbage. Det forventes desuden, at Social- og Indenrigsministeriet ophæver besøgsrestriktionerne på kommunens botilbud.

Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig glad for, at de pårørende igen kan komme på besøg på vores plejecentre – og at pårørende snart igen kan komme på vores botilbud. Jeg ved, at mange af vores beboere og pårørende har oplevet et meget stort afsavn igennem en længere periode, så det er dejligt, at vi nu åbner for besøg igen, siger Ole Rørbæk Jensen, der er formand for Socialudvalget i Frederikshavn Kommune.

Besøg skal ske i overensstemmelse med de centrale myndigheders anbefalinger om forebyggelse af smitte med Covid-19. Det enkelte plejecentre og botilbud – når disse genåbnes – står for forsvarlig afvikling af besøgene i samarbejde med de pårørende.

- Jeg vil gerne opfordre til, at alle fortsat udviser størst mulig forsigtighed og følger de anbefalinger, som de centrale myndigheder kommer med. Det skylder vi både vores borgere og vores medarbejdere. Det er vigtigt, at det lave smittetryk kan fastholdes – helst indtil vaccinen kommer – så vi ikke igen bliver nødt til at indføre besøgsrestriktioner. Vi skal hver især gøre alt, hvad vi kan, for at passe godt på hinanden, siger Ole Rørbæk Jensen.

Det er forventningen, at alle plejecentre er klar til at tage mod besøgende igen fra torsdag 26. november. Eventuelle spørgsmål vedrørende den praktiske tilrettelæggelse af besøget kan rettes til den lokale leder. Skrivelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed med besked om ophævelse af restriktioner kan findes på Frederikshavn Kommunes hjemmeside.

Frederikshavn Kommune afventer besked fra Social- og Indenrigsministeriet om, at besøgsrestriktionerne også vil blive ophævet på botilbud.

- Vi forventer, at det sker snarest, således at vi også her kan komme tilbage til praksis fra før forbuddet mod besøg. Når Frederikshavn Kommune modtager dette tilsagn skriftligt, vil denne også kunne findes på kommunens hjemmeside, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.