Klitten der forsvandt

Ny drejning i klit-sagen: Laustsen truet til tavshed

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) fik i sidste uge et brev fra Hans Andersens advokat

Bjarne Laustsen (S) skrev et læserbrev om Hans Andersens rolle i klit-sagen. Nu har sidstnævntes advokat sendt ham et brev med en opfordring om at trække læserbrevet tilbage. Arkivfoto: Peter Broen

Bjarne Laustsen (S) skrev et læserbrev om Hans Andersens rolle i klit-sagen. Nu har sidstnævntes advokat sendt ham et brev med en opfordring om at trække læserbrevet tilbage. Arkivfoto: Peter Broen

SKAGEN: Den så omtalte klit-sag har endnu ikke fået sin ende. Som de fleste er bekendt med, fik klitterne ved Skagen Sønderstrand en oktobernat sidste år klippet toppene af. På nuværende tidspunkt verserer sagen endnu, og to er foreløbigt blevet sigtet.

Heriblandt Hans Andersen, den aalborgensiske forretningsmand, der har et sommerhus lige ud for de sidenhen genetablerede klitter.

Sagen har vakt oprør hos mange lokale borgere, og samme forargelse ramte også medlem af Folketinget, Bjarne Laustsen (S), som derfor valgte at gå til tasterne og indrykke et læserbrev.

"Hvis du var mand for din hat, havde du sagt undskyld og selv reetableret klitten med håndskovl," skrev det socialdemokratiske folketingsmedlem, valgt i Frederikshavn, eksempelvis i sit læserbrev, der blev bragt i NORDJYSKE 11. september i år.

I sidste uge modtog Bjarne Laustsen (S) et brev fra Hans Andersens advokat vedrørende føromtalte læserbrev, som han havde sendt i medierne og på det sociale medie Facebook.

Brevet fra advokaten indeholder blandt andet en opfordring til, at Bjarne Laustsen sletter sit læserbrev omgående, fordi det ifølge advokaten overtræder retsplejeloven §1017, stk. 2, nummer 1 og 3.

En opfordring, Bjarne Laustsen dog ikke har tænkt sig at følge.

- Jeg kommer ikke til at slette det læserbrev. Den paragraf, advokaten henviser til, er ikke beregnet til private. Den kan kun træde i kraft, hvis myndighederne overtræder den, siger folketingsmedlemmet til NORDJYSKE.

I stedet bør advokaterne tage en anden paragraf i brug, hvis de har tænkt sig at forfølge ham.

- Så burde de nok kigge på straffelovens §267, der omhandler injurier. Han er ude på at knægte min ytringsfrihed, men som folkevalgt har jeg både ret og pligt til at udgive mine synspunkter. Nogle er nødt til at forsvare naturen, når den ikke selv kan gøre det, uddyber Bjarne Laustsen.

- Hvad er det, han er så bange for?

- Det lader til, han vil true mig til tavshed. Hvad er det, han er så bange for, spørger Bjarne Laustsen retorisk.

Bjarne Laustsen stiller endvidere spørgsmålstegn ved, hvorfor Hans Andersen ikke ønsker at få sagen afsluttet så hurtigt som muligt.

- De fleste ville nok ikke have nogen interesse i at trække sagen i langdrag. Og så kan han jo i øvrigt også selv komme med sin udmelding i NORDJYSKE, mener socialdemokraten.

I stedet for, at Hans Andersen bruger mange penge på advokatbistand, burde han bruge dem på noget vigtigere, lyder opfordringen.

- Han bruger så mange penge på advokater. Det var nok bedre, hvis han brugte penge på at reetablere de ødelagte klitter i stedet, mener Bjarne Laustsen.

Efter sit læserbrev i denne avis modtog Bjarne Laustsen flere henvendelser fra borgere, der mente, at han nu sandsynligvis kunne se frem til yderligere repressalier fra Hans Andersen.

- Jeg er åbenbart ikke den eneste, der er blevet mødt med sådanne opfordringer, der nærmer sig trusler, fortæller Bjarne Laustsen med henvisning til de borgere, der har henvendt sig til ham på bagkant af læserbrevet.

Hans Andersen: Skærpede omstændigheder for FT-medlemmer

Spørger man Hans Andersen, kan en folkevalgt ikke udtale sig offentligt om verserende straffesager og på den måde være med til at præge landets domstole.

Han henviser desuden til en kommentar, som det nordjyske folketingsmedlem, Preben Bang Henriksen (V), som også er formand for Retsudvalget, kom med til Venstres Folketingsgruppe.

- Det er helt uhørt, hvad han har gjort. Der gælder skærpede omstændigheder for folketingsmedlemmer, og de må ikke præge sagerne offentligt, siger den ene af de to sigtede i klit-sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.