Bølge af indbrud fortsætter: - Det skal vi have sat en stopper for
Vendsyssel er hårdt ramt af indbrud i private boliger
Op mod en håndfuld borgere om dagen.
Så mange vendelboer oplever i øjeblikket den tvivlsomme fornøjelse at komme hjem til et hus, som er rodet igennem af indbrudstyve.
Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Den bølge af indbrud, som har ramt Vendsyssel, fortsætter tilsyneladende med uformindsket styrke.
- Vi har fået tre nye anmeldelser om indbrud i villaer, og alle tre steder er tyvene kommet ind ved at bryde vinduer op, siger Peter Skovbak.
Anmeldelserne kommer oven på en travl weekend, hvor ikke færre end 11 indbrud blev anmeldt i et område, som strakte sig fra Skagen til Aabybro.
Efter weekenden er anmeldelserne fortsat med at strømme ind. Tirsdag havde politiet modtaget to nye anmeldelser, og onsdag var tallet tre.
- Tyvene er gået målrettet efter smykker, siger politikommissæren.
Peter Skovbak formoder, at der ved indbruddene onsdag, er tale om de samme gerningsmænd - og to af dem.
- Det viser spor i sneen, siger han.
Onsdagens indbrud blev begået i henholdsvis Hørby, Ravnshøj og Kilden i Frederikshavn. Alle lige før eller omkring aftensmadstid.
- Det er jo et forholdsvis lille geografisk område, men alligevel med så meget afstand, at tyvene må have en bil for at komme rundt, og vores håb er jo, at vi hører fra nogen, der har set den bil.
- Vi skal have sat en stopper for det, siger Peter Skovbak.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.