Bor du i et Høm typehus?
Udviklingshistorie: Det moderne typehus skal på museum

Et kig ind i en svunden tid. Arkivfoto Carl Th. Poulsen
VENDSYSSEL:Vendsyssel Historiske Museum og Landsforeningen for Bygnings- og landskabskultur er netop nu i gang med en undersøgelse af det moderne typehus fra 1950’erne og frem til 1970’erne.
I den forbindelse er det særligt Høm typehusene, som er i fokus - og ikke uden grund, for Høm Husene blev jo netop til på vore breddegrader med nu 96-årige Niels Stellan Høm som drivkraften
Høm typehusene var blandt de første typehuse i Danmark.
I begyndelsen var husene selvbyggerhuse, hvor familier selv opførte husene ved hjælp af vejledning og støtte fra typehusfirmaet.
Overalt i Danmark skød parcelhusene op, og byggeaktiviteten eksploderede i disse år.
Med de nye typehuse blev det muligt for danske familier at få eget hus med have til en overkommelig pris, og over en årrække blev der opført op mod 25.000 Hømtypehuse i Danmark.
- Parcelhuskvarterne med typehusene forandrede byerne markant overalt i Danmark. Det er vigtigt at få fortalt og dokumenteret denne historie, fordi det både er interessant kulturhistorisk set og som arkitekturhistorie, siger museets direktør Anne Dorthe Holm.
Museet og By og Land DK er derfor meget interesseret i at få kontakt med personer, som bor i et selvbygget HØM typehus og meget gerne et hus, som ikke er ombygget.
Museet er også meget interesseret i fotos, tegninger, planer og lignende om huset.
Så bor man i et ældre Høm typehus, er man meget velkommen til at kontakte direktør Anne Dorthe Holm på Vendsyssel Historiske Museum.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.